Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Fast internetforbindelse via mobilnettet

Fast internetforbindelse via mobilnettet

Begrebet "hul igennem" har i dag fået ny betydning. 3 har i dag præsenteret deres planer for svimlende mobile hastigheder. En af de største nyheder er muligheden for at bruge de høje datahastigheder på computerne i hjemmet eller virksomheden.

Mobile hastigheder på op til 3.6 Mbit/s, 6-7 gange hurtigere end en standard ADSL forbindelse på 512 kbit/s, er nu en realitet i Danmark.

Allerede næste år sættes hastigheden op til 7,2 Mbit/s, og længere fremme venter endnu hurtigere hastigheder.

"Turbo 3G", som det kaldes i daglig tale, kan for alvor erstatte en fast internetforbindelse, på grund af den høje hastighed. Dermed bliver forbindelserne en værdig konkurrent til de faste internetforbindelser.

Udbygningen har været i gang længe. Men i dag er der for alvor hul igennem.

I dag er dækningen en realitet i København og på Frederiksberg. Ved udgangen af året er resten af Sjælland dækket ind. Jylland og Fyn er på plads i første halvdel af 2007.

3 åbner for salg til kunder i januar 2007.

Med Ericssons nye route (W20) kan lynhurtigt bredbånd, modtaget via luften, bruges i hjemmet.
Med Ericssons nye route (W20) kan lynhurtigt bredbånd, modtaget via luften, bruges i hjemmet.

3G hjemme på computeren

En af de rigtig spændende nyheder er, at der kan opnås lynhurtig internetforbindelse på computerne i hjemmet. Det sker via en ny router fra Ericsson. Denne kan omsætte den hurtige netforbindelse til brug på hjemmets computere. Dermed bliver den faste ADSL-forbindelse overflødig.

På mobilfronten kan så godt som ingen produkter køre turbo-3G, men standarden er et stort fokuspunkt hos de store mobilproducenter.

På markedet er det i skrivende stund kun HTC TyTN og Motorolas RAZR V3xx, der kan bruges med den hurtige 3G. De andre producenter lader vente på sig.

Det ventes også, at kommende bærebare vil have turbo 3G-indbygget som standard. Fujitsu Siemens er de første med dette.

Det koster turbo 3G

De hurtige hastigheder via 3's net kommer til at koste 499 kroner om måneden for den helt hurtige forbindelse på 3,6 Mbit/sek. Kan du nøjes med den halve hastighed, er prisen 299 kroner per måned. Priserne dækker frit forbrug.

Hastigheden skal deles

Det skal understreges, at hastigheden på næsten 4 Mbit/s er til deling. Når mange mobilbrugere henter/sender data på samme mast, bliver hastigheden fordelt mellem de tilsluttede.

Det betyder, at det ikke er altid, de svimlende hastigheder kan opleves – alligevel er netopgraderingen et stort skridt fremad, da max-hastigheden indtil i dag er op til 384 kbit/s – som så også skal fordeles mellem brugerne.

Teknikken bag HSDPA

Teknologien hedder HSDPA. Det er en overbygning til 3G-mobilnettet.

Det kræver en telefon eller datakort til computeren, der kan understøtte denne standard, for at kunne få glæde af de høje hastigheder.

Det at forvandle en 3G-mobilmast til at understøtte HSDPA, er ikke noget man ’bare lige gør’. Det forudsætter to vigtige ting. Selve transmissionsudstyret skal have indsat et ekstra printkort for at kunne sende og modtage HSDPA. Derudover skal selve basestationen opdateres med ny styringssoftware.

3 er det første mobilselskab, som understøtter den lynhurtige 3G-overbygning. Det er Ericsson, der har leveret teknikken til 3’s Turbo 3G.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies