Fem fede ting du kan med det nye HTC Sense

HTC Desire HD og Desire Z får den nyeste udgave af HTC Sense. Her er fem ting, der gør din mobildag bedre og som giver mening.

Fem fede ting du kan med det nye HTC Sense

Sammen med HTC Desire HD og Desire Z får du adgang til HTCSense.com, hvor din telefon får en personlig hjemmeside, naturligvis beskyttet med password.

Fra denne side udvides mulighederne med den nye HTC-telefon.

Udover nedenstående hovedpunkter, kan du også installere applikationer fra Android Marked direkte fra den personlige side, ligesom der kan findes inspiration til nye applikationer under punktet “HTC Anbefaler”.

Vi har samlet fem ting fra det nye HTCSense.com, som giver mening i hverdagen.

1. Automatisk backup

Mobiltelefonen laver automatisk backup af alle kontaktpersoner, kalenderaftaler og SMS beskeder.

Dette er særligt nyttigt, hvis ikke du har oplysningerne gemt i tjenester som Gmail, Google Apps eller Microsoft Exchange.

Alle informationerne kan redigeres online og opdateres automatisk på telefonen. Det er også muligt at sende SMS-beskeder fra onlineversionen.

2. Følg telefonen på et kort

Fra HTCSense.com kan telefonens placering hele tiden følges på et kort.

Dermed ved du altid, hvor telefonen befinder sig.

Du kan også se, hvor andre af dine venner med adgang til websiten HTCSense befinder sig.

3. Find mobilen

Hvis mobilen er forlagt et sted i hjemmet, bilen, tasken, jakken eller lign., kan den være svær at finde – specielt hvis den står på lydløs.

Fremover kan du fra websiten sætte mobilen til at ringe på FULD lydstyrke – også hvis den er lydløs.

Så er det bare at gå efter lyden.

4. Omstil opkald og SMS’er

Er du kørt på arbejde uden telefonen, er det blot at finde en lånetelefon på jobbet.

HTC giver fremover mulighed for at omstille opkald og SMS-beskeder til et andet nummer – uden du først skal have fat i mobilen.

Eneste krav er, at den er tændt der, hvor den måtte være forlagt.

5. Fjernlås og fjernslet

Glemmes telefonen kan den via HTCSense.com låses, så det kræver en kode at låse den op.

Der kan også skrives en besked på skærmen til den, der finder den – fx “Finder du min mobil så ring på nummer xxx”. Hvis telefonen er stjålet, kan du desuden sende en slet-kommando, der fjerner alle dine data fra både telefonen og SD-hukommelseskortet.

Indtil videre er det kun de to modeller HTC Desire HD og HTC Desire Z som har adgang til tjenesterne på HTCSense.com.

Læs mere:
Forskellen på Desire og Desire HD
Web-TV: HTC Desire Z og HD – officielle gennemgange