Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Firmaer udnytter børns mobilnumre

Firmaer udnytter børns mobilnumre

Det koster dyrt at modtage SMS'er fra virksomheden Glomobi. Især børn er ofre for de dyre SMS'er.

Det koster 45 kroner at modtage en SMS fra firmaet Glomobi.

Og det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse.

Det har flere forældre måtte sande, efter deres børn har fået tilsendt en række SMS'er, uden på noget tidspunkt at have købt noget af det, som SMS'erne reklamerer for.

Regningen løb op

I familien Tunac fik den 11årige søn tilsendt SMS'er fra Glomobi, uden de ved, hvordan firmaet har fået fat i sønnens telefonnummer.

Først efter tre måneder opdagede faderen, at SMS'erne kostede penge at modtage, selvom de aldrig havde købt noget, og heller ikke i først omgang havde bedt om at modtage SMS'erne.

Regningen løb op i 630 kroner.

En del af betingelserne

Også andre familier har oplevet det samme, skriver DR.

Teenageren Theresa Amby tog en test på Facebook, hvor hun blev bedt om at opgive sit telefonnummer.

Samtidig trykkede hun ja til nogle betingelser, hvor der med småt stod, at hun gav Glomobi lov til at sende hende overtakserede SMS'er.

-"Det er simpelthen for dårligt, at man udnytter børn på internettet. De er jo naive og går med til flere ting, end vi som voksne gør," siger hendes mor Anne-Mette Amby til DR.

Forbrugerrådet advarer

Forbrugerrådet kender til mange af den slags sager og advarer forældre, som har børn der færdes på nettet.

Der er nemlig ikke noget at gøre i forhold til firmaerne.

- "Hvis man f.eks tager en quiz på nettet, så står det også et eller andet sted på siden med meget småt, at den her tjeneste koster penge, og hvordan betingelserne ellers er. Derfor er det vigtigt, at man taler med sine børn og forklarer dem, hvad der kan ske, hvis de trykker på annoncer," siger Anette Høyrup, der er jurist i Forbrugerrådet til DR.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies