Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Flere Nexus-softwarenyheder afsløret før tid

Flere Nexus-softwarenyheder afsløret før tid

Googles to kommende Nexus-smartphones fra HTC får flere nye funktioner som en del af Android 7.0 Nougat-softwaren, bl.a. skærmtilstanden ’Night Light’.

Foto: Androidpolice.com

Mens der fortsat ventes med spænding på, at de to Nexus-telefoner produceret for Google af HTC bliver lanceret, spredes der for alvor lækkede skærmbilleder og optagelser fra den endnu ikke officielt udgivede Android-software, version 7.0 Nougat, som de to telefoner kommer med.

Så sent som i tirsdags og onsdags i denne uge kunne hjemmesiden Android Police afsløre, at Nexus-telefonerne får en helt ny hjemmeskærm - en såkaldt launcher - samt en smart genvejsfunktion til at skubbe notifikationspanelet ned ved at lave et hurtigt swipe på fingeraftrykslæseren på telefonernes bagside.

Læs også: Nexus-nyt: Metal til Marlin - Plastik til Sailfish

Nu er samme hjemmeside ude med nye oplysninger om nyheder i softwaren, som de to telefoner bliver lanceret med. Denne gang gælder det en række nyheder i indstillingerne. Først og fremmest er der sket en række mindre designændringer i Indstillinger-appen, hvor ikoner nu er blevet blå, lige som panelet i toppen med forslåede ændringer er blevet designet forfra.

Undgå skarpt og blåt skærmlys om natten med 'Night Light'

Mere interessant er funktionen Night Light dog, som er en forbedret udgave af den såkaldte Night Mode, der kortvarigt var at finde i betaudgaven af Android N. Denne Night Light-funktion er grundlæggende Googles svar på Apple-funktionen Night Shift i iOS 9.3 samt tredjepartsapps såsom Twilight og f.lux, hvor skærmens farvetemperatur justeres efter døgnets tidspunkt samt din geografiske placering.

Ved de sene aften- og nattetimer justeres skærmens farver gradvist over til mere rødlige nuancer, som er mere behagelige for øjnene og som ikke forstyrrer muligheden for en god nats søvn i lige så høj grad som de skarpe blålige farver i en skærm.

Læs også: Slut med mobillys der blænder om natten

Af skærmoptagelsen og skærmbillederne ses det, at du også kan angive dine egne tidspunkter for, hvornår Night Light skal træde i kraft og igen vende tilbage til normal tilstand, hvis du eksempelvis har et specielt søvnmønster.

Aktiver ’Aktiv låseskærm’ med to tryk

På mange Android-telefoner findes funktionen ’Aktiv låseskærm’, hvor du kan få et glimt af dine notifikationer på låseskærmen ved blot at hive telefonen frem og kigge på den. Med sensorer registrerer den, at du eksempelvis tager telefonen op af din lomme og viser således alle dine notifikationer i en særlig strømbesparende sort tilstand.

Denne ’Aktiv låseskærm’-funktion kan i de kommende Nexus-telefoner også tilgås ved et simpelt dobbelttryk på den slukkede skærm. Det er praktisk, hvis telefonen eksempelvis ligger på et bord, hvor du derfor hverken behøver at tage telefonen i din hånd eller finde tænd/sluk-knappen.

Læs også: Google vil lokke med eksklusive Nexus-softwarefunktioner

Googles direktør, Sundar Pichai, meddelte for en måned siden, at firmaet fremover vil inkludere særlige, eksklusive softwarefunktioner i de kommende Nexus-telefoner. Det er endnu usikkert præcist hvilke der er tale om, lige som det også er uklart, om nogle af de lækkede nyheder også ender med at finde vej til de øvrige Nexus-enheder.

Der er dog en oplagt mulighed for Google i at gøre nogle af disse nyheder eksklusive for de to kommende telefoner. Om det bliver tilfældet, er der ikke andet for end at vente med at finde ud af. Telefonerne ventes indtil videre først at blive lanceret i oktober måned.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies