Fly evakueret efter eksplosion af en “sikker” Note 7:

I går blev et fly evakueret, efter en passagers mobil begyndte at udsende kraftig røg. Ja, det var en Note 7, men hvad værre er - det var en ombyttet enhed.

Fly evakueret efter eksplosion af en “sikker” Note 7:

Passagererne og mandskabet ombord på gårsdagens Southwest Airlines fly fra Louisville til Baltimore fik sig noget af en ubehagelig overraskelse, da de kort før afgang blev bedt om at evakuere flyet på grund af en eksploderet mobiltelefon.

Heldigvis kom ingen ombord på flyet til skade, men derimod er det nok mere Samsung, denne historie kommer til at gøre ondt på. For ja, der var tale om en Galaxy Note 7, men hvad værre var, det var en ny og ombyttet såkaldt “sikker” enhed, som forårsagede ulykken.

Læs også: Officielt: Samsung Galaxy Note 7 er tilbage i handlen

Det skriver The Verge, der har været i kontakt med ejeren af den forulykkede Note 7, Brian Green. Han skulle angiveligt havde fået fat i sin nye mobil i en amerikansk AT&T butik den 21. september, og således er mobilen pr. definition en enhed uden fare.

Yderligere kan man på billedet af Brian Greens Note 7-æske nedenfor, se den lille sorte box, der netop er indikator for, at vi har med en sikker enhed at gøre.

Se også: Klager over nye Note 7 smartphones: de overopheder

Men det viste sig altså ikke at være tilfældet. Ifølge The Verge havde green slukket telefonen efter anvisning fra flypersonalet og lagt den i hans lomme, da den begyndte at udsende røg.

Efterfølgende havde han kastet den ned på gulvet, hvor en tyk grøn-grå røg fortsat kom fra telefonen og gjorde en ende på denne flyvetur.

Angiveligt skulle mobilen havde været på ca. 80% batteriniveau og var kun blevet ladt op med en trådløs oplader i sin noget korte levetid.

Tjek denne: Note 7-fadæsen svækker brugernes loyalitet over for Samsung

På The Verge har de ligeledes tjekket denne Note 7’s IMEI-nummer, og på Samsungs testside for ramte/sikre enheder blev de mødt af beskeden: “Gode nyheder! Din telefon er IKKE en af de ramte enheder.”

Helt gode nyheder kan vist roligt sige, det ikke er for Samsung, som alt andet lige må være i lidt af en choktilstand for tiden, og det lader til at krisen ingen ende vil tage. I en kommentar til The Verge har de da også lidt forsigtigt udtalt:

“Indtil vi har mulighed for at kigge nærmere på enheden, kan vi ikke bekræfte om dette uheld involverer en ny Note 7. Vi arbejder nu med myndighederne og Southwest for at inddrive enheden og bekræfte årsagen. Når vi har undersøgt enheden, vil vi have mere information at dele.”

Lige nu ligger den udskældte Note 7-enhed i hænderne på brandvæsenet i Louisville, hvor den vil blive undersøgt af US Consumer Product Safety Commission. 

Læs også: Samsung får falske klager om nedbrændte Galaxy Note 7-telefoner

Forleden dag kunne vi fortælle, hvordan Samsung nu har sat gang i det officielle salg af Note 7 igen, men om denne historie kommer til at ændre billedet bliver rigtig interessant at følge.

Hvad tænker du? Tør du at købe Note 7, eller har de mange historier fået dig til at tænke anderledes?

Skriv gerne en kommentar under artiklen, og lad os høre dine tanker.