Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Første pressefoto lækket: Her er Google Pixel 2 XL

Første pressefoto lækket: Her er Google Pixel 2 XL

Et knivskarpt pressefoto afslører, hvordan den næste Google Pixel-smartphone kommer til at se ud længe før lanceringen.

Foto: Androidpolice.com

Google er lykkedes med at holde de fleste informationer om de kommende Pixel-smartphones bag lukkede døre - indtil nu. Hjemmesiden Android Police har nemlig afsløret det første billede overhovedet af den ene af de to kommende Pixel-smartphones fra Google, som bliver afsløret dette efterår.

Der er tale om den store model, hvis navn endnu er ukendt, men meget vel kunne hedde noget a la Google Pixel 2 XL eller Google Pixel XL (2017). Det er dog også af mindre betydning. Langt mere interessant er selve designet, som synes at have mange ligheder med det design, der i går blev afsløret af LG V30.

Læs også: Google vil investere 6 mia. kr. i LG-skærme til nye Pixel-mobiler

Selv om det vil være oplagt at tro, bør Googles Pixel-telefoner dog ikke umiddelbart have nogen forbindelse til producenternes egne smartphones - i dette tilfælde LG V30.

Ifølge Android Police er det nemlig ser det nemlig fortsat ud til, at det er LG, der skal producere i hvert fald den store af de to Pixel-smartphones ligesom et rygte indikerede sidste måned. Pixel-telefonen vil altså være designet og udviklet af Google selv, mens LG blot fungerer som en såkaldt Original Design Manufacturer (ODM) og formentlig fremstiller telefonen ved dets egen fabrik kaldet LG Digital Park på samme måde, som HTC producerede Googles nuværende Pixel-smartphones.

Foto: Androidpolice.com

Får et aflangt display ligesom LG G6 og Samsung Galaxy S8

Billedet fra Android Police viser et design, som fortsat minder en del om det, der er at finde i Pixel og Pixel XL. Der er dog nogle lidt mindre afrundede hjørner end i forgængerne.

Skærmen vil formentlig være den største nyhed i den nye smartphone. Her ses samme løsning, som er brugt i LG G6 og Samsung Galaxy S8, hvor skærmen dækker det meste af fronten. Dermed får den kommende Pixel et langt mere tidssvarende design. Sidste års Pixel havde nemlig, for at sige det mildt, ganske meget unødvendig plads især over og under skærmen, men det er altså slut i år.

Læs også: Nye oplysninger om Google Pixel 2 dukker op

Der skulle være tale om en 6” stor skærm i et 16:8-format, som er en tand mere aflangt end i de fleste andre smartphones på markedet med en 16:9-skærm. Ikke overraskende bliver skærmen af OLED-typen, hvilket med al sandsynlighed vil sige, at det er LGs egenproducerede skærm, der vil være at finde. Netop Google har ifølge rygter investeret 6,2 mia. kroner i at få fremstillet OLED-skærme hos netop LG. Samme skærme vil også være at finde i den kommende LG V30, lyder rygter.

Øverst på fronten ses også et noget større højttalergitter end tidligere. Det er endnu uvist, men det kunne meget vel være muligt, at der er blevet plads til en ekstra højttaler foran, som i samspil med en eventuel højttaler i bunden giver noget, der minder om stereolyd.

Læs også: Google Pixel 2 - specifikationerne er ude

Bagpå kommer det tidligere Pixel-design tydeligt til udtryk med et sort glaspanel, der dækker cirka den øverste femtedel af bagsiden. Fingeraftrykslæseren er nu placeret uden for dette glaspanel, men stadig på bagsiden. På Pixel og Pixel XL er der tydelige antennelinjer at finde, men i den kommende Pixel XL 2 er der ikke umiddelbart nogen at spore. Om Google har fundet en ny måde at integrere antennerne på, er endnu uvist, men det kunne godt se sådan ud.

Til sidst lyder det også, at den nye Pixel får samme specielle funktion som HTC U11, hvor der er implementeret trykfølsomme sensorer langs rammen, som kan registrere, når du klemmer på telefonen med hånden. Herefter kan forskellige handlinger aktiveres såsom at åbne en bestemt app. Det er derfor ikke utænkeligt, at der kommer understøttelse for sådan en funktion i Android O, når det udgives i sin færdige udgave.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies