Første store Windows 10-opdatering klar næste sommer

Windows 10 bliver opdateret til Windows 10.1 ligesom Windows 8 blev det med Windows 8.1. Det vil dog ikke ske før sommeren 2016.

Første store Windows 10-opdatering klar næste sommer

For knap halvandet år siden rullede Windows 8.1 ud som en stor opdatering med masser af nye funktioner, designændringer og fejlrettelser et halvt år efter udgivelsen af Windows 8.

Det samme bliver tilfældet med det nye Windows 10. Hjemmesiden WinBeta afsløre, at den interne udvikling af Windows 10.1 under kodenavnet Redstone er påbegyndt og forventes også at blive lanceret et halvt år efter at Windows 10 blev udgivet den 29. juli 2015.

Det vil med andre ord betyde, at du kan se frem til en masse nyheder omkring juni eller juli måned næste år.

Ifølge sidens kilder bliver den store opdatering ”hvad Windows 8.1 var til Windows 8” uden dog at nævne noget om, hvad indholdet af opdateringen bliver.

Mindre opdatering på vej om få uger

Inden da vil der dog også ankomme en anden opdatering, men størrelsesmæssigt ikke noget nær ”Redstone”. Om få uger kan du ifølge samme kilder se frem til en opdatering med kodenavnet Threshold 2, som oprindeligt skulle være en del af Windows 10 på lanceringsdagen. Mangel på tid gjorde, at opdateringen ikke nåede at komme med, og derfor er den altså lige om hjørnet i stedet.

I denne opdatering kan du forvente en universel Besked-app, der får fuld integration af Skype, lige som Microsoft Edge-browseren vil få understøttelse for udvidelser – noget der længe har været efterspurgt hos forbrugerne. Til sidst vil der naturligvis også være en række forbedringer af ydelsen, lyder det fra siden.