Første Ubuntu telefon kommer snart til Europa

Nu lander den første telefon med Ubuntu OS snart på det europæiske marked, til en pris på cirka 1.300,- kroner.

Første Ubuntu telefon kommer snart til Europa

Ubuntu har længe været ivrige efter at komme ind på mobilmarkedet, vi har senest hørt fra dem for cirka et år siden, hvor de lavede en aftale med Meizu og BQ Readers om at producere telefoner med Ubuntu OS.

Nu er Ubuntu endelig i færd med at møve sig ind på mobilmarkedet, med en telefon fra spanske BQ som efter sigende skulle lande på det europæiske marked “i de kommende dage.”

Telefonen kommer til at koste 170 Euro (cirka 1.300,- kroner) og er en telefon i mellemklassen som bygger på den eksisterende Aquaris E4.5 som en ‘Ubuntu Edition’ – den leveres altså med Ubuntu i stedet for Android. Af yderligere specifikationer kan nævnes en 4,5 tommer qHD skærm, 1,3 GHz MediaTek processor, 8 GB hukommelse, 1 GB RAM og et batteri på 2.150 mAh.

Ubuntu Edge kunne ikke realiseres

Som nævnt har Ubuntu i flere omgange forsøgt at indtage markedet, de forsøgte sig endda med deres egen Ubuntu Edge telefon som skulle være en smartphone, men også agere desktop computer når skærm og keyboard blev tilsluttet.

Selv om Canonical slog crowdfunding rekord var de ikke i stand til at indsamle de 32 millioner dollars der skulle til for at realisere drømmene, derfor faldt de tilbage på nogle lidt mere beskedne planer – som eksempelvis denne Aquaris E4.5.

Canonical har et interface med en række kort som man kan swipe igennem for at tilgå forskellig funktionalitet, et system de kalder Scopes. Det er bestemt en anden tilgang end Android tager, men deri ligger også udfordringerne, de skal overtale kunder til at prøve noget nyt samtidig med at udviklere skal lokkes til at prøve kræfter med platformen.

Det lader dog til at Canonical er klar på at tage de lange, drøje træk der skal til for at blive accepteret på det europæiske mobilmarked. Vicepræsident for Canonicals mobile afdeling Cristian Parrino, fortæller at de “går efter massemarkedet, det er en gradvis proces og kræver omtanke. Det vil tage tid, men vi skal nok nå frem ”

Kilde: TechCrunch