Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Forvirring om Apples kommende mobiltelefon

Forvirring om Apples kommende mobiltelefon

I begyndelsen af det nye år ventes Apple at lancere sin nye mobiltelefon, kendt under navnet iPhone. Men Linksys har netop annonceret en ny serie af ip-telefoner under navnet – iPhone.

Linksys CIT400
Linksys CIT400

På Macworld-messen i næste måned ventes Apple at fremvise sin nye mobiltelefon, der hidtil har været omtalt under navnet iPhone. Men det skulle nu være sikkert, at iPhone ikke bliver det endelige navn, for det Cisco-ejede Linksys har netop annonceret en serie af ip-telefoner under dette navn.

Det viser sig nu, at Cisco har haft rettighederne til navnet iPhone i adskillige år. Helt tilbage i 1996 blev varemærket registreret af selskabet InfoGear, der senere blev overtaget af Cisco.

Selskabet vil nu markedsføre en serie af ip-telefoner med betegnelsen iPhone, deriblandt en trådløs telefon med integreret Skype-klient, CIT400, og en Skype-mobiltelefon, WIP320. Desuden skal de eksisterende ip-telefoner fra Linksys fremover markedsføres som en del af iPhone-familien.

Der er også nyt om Apples kommende iPhone (eller hvad den nu kommer til at hedde), der angiveligt kommer i en udgave med 4 GB til 599 dollar og 8 GB til 649 dollar. Mobilen skulle være lidt bredere end iPod Nano og udstyret med et 3,5-tommers display. Den skal sælges i flere farver.

Denne nyhed er leveret af ComON.dk - Daglige nyheder til it-professionelle

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies