Fynboerne snyder ikke med sms-billetten

I modsætning til passagerer i hovedstadsområdet bliver fynboerne ikke fristet til at snyde med sms-billetten, lyder det fra Fynbus.

Fynboerne snyder ikke med sms-billetten

På Fyn er der ingen problemer med passagerer, der snyder med sms-billetten i bussen. Det siger Carsten Hyldborg, der er direktør for trafikselskabet Fynbus, til Fyens Stiftstidende.

– “Jeg har netop tjekket med vores kontrollører, og de har i rigtig lang tid ikke kunne finde en eneste passager, der snød med sms-billetterne,” fortæller han.

I går udtalte Movias driftsopfølgningschef, John Øllegaard, at der er store problemer med sms-snyderiet i hovedstadsområdet. Derfor vil billetsynderne blive sigtet for dokumentfalsk.

På Fyn har man samme opfattelse af forseelsen.

– “Hvis vores kontrollører opdager, at en passager har snydt med sms-billetten, så er der i hvert fald en stor risiko for, at vi også anmelder ham eller hende for dokumentfalsk. Det er ikke meningen, at de skal slippe med en bøde,” siger Carsten Hyldborg ifølge Fyens Stiftstidende.