Galaxy Nexus kommer kun til Danmark i discountversion

Det bliver i den grad en skrabet version af Android-mobilen, Galaxy Nexus, der kommer på markedet i Danmark.

Galaxy Nexus kommer kun til Danmark i discountversion

Google og Samsung har annonceret, at deres nye fælles “Google mobil”, Galaxy Nexus, kommer på markedet i november i år.

Men selvom specifikationerne fra pressemeddelelsen lyder lovende, så er de for gode til at være sande, i hvert fald set med danske briller.

I det nordiske marked, må mobilkøberne tage til takke med den skrabede version af Galaxy Nexus. Det bekræfter Samsungs nordiske hovedkontor overfor Mobilsiden.dk.

Ingen 4G LTE

Det bliver den almindelige 3G-version, der kommer til salg i de nordiske lande, hvilket betyder danskerne ikke får glæde af den udgave, der kan benytte det nye 4G LTE mobilnetværk, som blandt andet TDC og Telia er i gang med at opføre.

Også hukommelsen er der sparet på. Selvom Galaxy Nexus er annonceret i versioner med både 16 og 32 GB indbygget hukommelse, bliver det kun 16 GB-udgaven, som sættes til salg her i landet.

Ifølge Samsung så koster Galaxy Nexus omkring 4.400 kroner ved salgsstarten.

Læs også:
Her er Galaxy Nexus fra Samsung og Google
Specifikationerne på Galaxy Nexus