Genbrugsudgave af Samsung Galaxy Note 7 lige på trapperne

Samsungs problemfyldte Galaxy Note 7 viser igen livstegn. Flere kontrolmyndigheder har nemlig godkendt en ny, international genbrugsudgave af telefonen.

Genbrugsudgave af Samsung Galaxy Note 7 lige på trapperne

Samsungs ellers skrinlagte Galaxy Note 7 er ikke helt fortid. Tværtimod forsøger smartphoneproducenten at genoplive den og bruge de mange indleverede eksemplarer til noget fornuftigt – nemlig genbrug.

Det har forlydt i efterhånden flere måneder, at Samsung vil sende en genbrugsudgave – en såkaldt refurbished udgave – af Galaxy Note 7 på markedet igen. Tilbage i april måned mente en sydkoreansk avis at vide, at de første teleselskaber var klar til at aftage den nye udgave med et batteri, der ikke eksploderer. Det ser dog endnu ikke ud til at være sket endnu.

Læs også: Samsung Note 7 gør comeback – til nedsat pris

Det kan skyldes, at Samsung endnu ikke er klar til at løfte sløret for den ‘nye’ mobil, da adskillige godkendelser af den nye Note 7 er blevet spottet hos adskillige kontronmyndigheder hen over de seneste dage. Senest har FCC, som godkender alle enheder med kommunikationsudstyr i USA, haft den nye Galaxy Note 7 til tjek. Et af mange dokumenter afslører som det seneste, at genbrugsudgaven af Galaxy Note 7 kommer med følgende to modelnumre: SM-N935F og SM-N935FD.

Særligt den første er interessant, for Samsung bruger nemlig konsekvent endebogstavet F til at indikere, at der er tale om en international variant. For eksempel var det modellen SM-N930F, der blev solgt i Danmark, da Galaxy Note 7 oprindeligt blev lanceret.

Læs også: Samsung sælger igen flest smartphones efter Note 7-skandalen

Det er dog ikke første gang, at FCC godkender genbrugsudgaven af Galaxy Note 7. For lidt over en måned siden røg tre andre modelnavne igennem kontrollen. Det drejer sig om følgende: SM-N935K, SM-N935L og SM-N935S.

FCC er heller ikke den eneste kontrolmyndighed, der har sagt god for den nye Galaxy Note 7. Også kontrolmyndigheden Bluetooth SIG, som kontrollerer alt der har med Bluetooth-teknologien at gøre, har for en måned siden godkendt den internationale variant af Galaxy Note 7.

Avis: Lanceres den 7. juli under nyt navn

For blot to dage siden opstod et rygte fra den sydkoreanske avis ETNews, som går på, at Samsungs genbrugsudgave af efterårets topmodel skulle blive genlanceret under navnet Galaxy Note FE. Forinden dette rygte har der også været oplysninger om, at navnet skulle blive Galaxy Note 7R og Galaxy Note 7 R Edition. Der er altså endnu ikke helt klarhed hvad navnet angår.

Ifølge det nye rygte skulle den nye Galaxy Note 7 blive relanceret fredag den 7. juli, hvilket ikke er helt usandsynligt taget i betragtning, at Samsung har tradition for at lancere dets smartphones på en fredag – i hvert fald i Europa.

Læs også: Samsung giver Galaxy Note 7 det endelige dødsstød

Hardwaren i den nye Galaxy Note 7 skulle efter sigende være identisk med den tilbagekaldte udgave, og designet skulle der heller ikke været pillet ved, ud over at et ’R’ skulle være påført bagsiden, så det nemt kan ses, at der er tale om en sikker udgave.

Den anden, og måske ret væsentlige ændring, er batteriet. Samsung har naturligvis fundet et andet batteri frem til genbrugsudgaven, så historien ikke gentager sig en tredje gang. Kapaciteten falder i den forbindelse fra 3500 mAh til 3200 mAh. Prisen skulle også være tilsvarende lavere – faktisk helt ned til den halve pris af den oprindelige pris på Galaxy Note 7, forlyder det.

Mere om fortællingen

Tematikken slutter ikke her. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. 13/6/2017 tunede vi igen ind på emnet med nyheden Motorola lancerer Moto E4 og E4 Plus med enormt batteri – Historien kan du læse her. Se også seneste nyt om temaet her..