Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Genopliv din gamle Nokia N95

Genopliv din gamle Nokia N95

Find den gamle N95 frem - selvom mobilen er to et halvt år gammel, er den stadig på niveau med de nyeste mobiler. Vi har genoplivet N95'eren.

Nokia N95 (tv) og Nokia N95 8GB (th)
Nokia N95 (tv) og Nokia N95 8GB (th)

Der er ingen grund til absolut at jagte den nyeste topmodel fra f.eks. Nokia. Langtfra altid er nye mobiler lig med en stabil og velfungerende oplevelse.

Årsagen er, at konkurrencen presser producenterne til at release modellerne tidligere og tidligere. Der spares på detaljerne i specielt software-udviklingen, og der spekuleres tydeligt i, at man "jo bare kan udsende en opdatering".

Nokia N95 var en topmodel i foråret 2007 - i december samme år kom N95 8GB med større skærm og mere hukommelse. Det interessante er, at modellerne den dag i dag holder - endda næsten bedre end da de udkom.

Ny software genopliver den gamle mobil

Vores N95 8GB havde pænt længe ligget bagerst i et skab - og trængte alvorligt til en opdatering. Efter et besøg på Nokias softwareopdaterings-side var mobilen næsten ikke til at kende.

Alt fra menuhastighed til de medfølgende programmer er justeret til nutiden. Mobilen kan stadig fint benyttes til navigation i Nokia Maps. Selv den nyeste version 3.0 kan uden problemer installeres.

Programbutikken OVI Store er nu også tilgængelig. Herfra kan der let installeres forskellige programmer og spil. Der findes både gratis- og betalingsprogammer. Programbutikker (App Stores) er noget af de hotteste her i slutningen af 2009 - men også det magter de gamle mobiler at understøtte.

Batteri i lang tid

I en lille uge har N95 8GB været brugt som min primære mobil og stabiliteten er i allerhøjeste grad i orden. Ikke én eneste gang har en genstart været nødvendig.

Selvom også batteriet burde være udtjent, lykkedes det at komme op på hele to arbejdsdage uden opladning.

I forhold til, at mange helt nye mobiler dårligt holder én dag på batteriet, er præstationen af N95 intet mindre end imponerende.

Value for money

Med Nokia N95 eller Nokia N95 8GB får du rigtig meget mobil for pengene. I forhold til startprisen for et par år siden, er priserne mere end halveret.

N95 fås ifølge prisportalen Mobilpriser.dk til mellem 1.900 og 2.500 kroner. N95 8GB koster mellem 2.430 og 2.700 kroner.

Kan du nøjes med en lidt mindre skærm er den originale N95 det bedste køb. I N95 8GB kan der ikke tilføjes mere hukommelse - men N95 kan benytte microSD-hukommelseskort på op til 16 GB, der koster omkring 400 kroner.

Alt i alt får du mest for pengene i den originale Nokia N95.

Nokia N95 er i øvrigt stadig en af de bedst konstruerede mobiltelefoner, som Nokia har produceret i nyere tid.

Så bare fordi en mobiltelefon er mere end et par år gammel, behøver det ikke betyde, at den er umoderne.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Jannik Lindquist 12-11-2009 23:10:37

Enig i, at N95 stadig holder forbløffende godt. Men de svage punkter er blevet endnu pinligere - f.eks. de ekstremt ringe muligheder for at se Youtube-videoer.

Er absolut ikke enig i, at N95 er et bedre køb end N95 8GB. Sidstnævnte har mange forbedringer i forhold til førstnævnte - der var jo en grund til, at den udkom. Blandt andet "demand paging", der gjorde N95 8GB langt bedre til køre flere programmer end den originale N95

0 0

Om brug af cookies