Giftig arbejdskultur hos Samsung afsløret i lækket dokument

En lækket præsentation fra Samsung afslører et arbejdsmiljø med trusler, sexchikane, ekstrem overarbejde og modstand mod dannelse af fagforeninger.

Giftig arbejdskultur hos Samsung afsløret i lækket dokument

De sidste knap to måneder har ikke været nogen nem tid for Samsung, hvis nye topmodel, Galaxy Note 7, har voldt både producenten og forbrugerne alvorlige problemer.

Situationen blev ikke just bedre, da avisen New York Times tidligere på ugen gennem personer med kendskab til producenten kunne berette om en særdeles kaotisk tid under tilbagekaldelsen af telefonen, hvor det var forbudt for medarbejderne at kommunikere over e-mail af frygt for eventuelle søgsmål og stævninger. Al kommunikation skulle derfor foregå offline, lyder det.

Læs også: Samsung Galaxy Note 7 er død

Og for at gøre ondt værre tyder noget på, at Samsung, hvis ikke stadig, så i hvert fald har døjet med alvorlige problemer hvad firmaets arbejdskultur og -miljø angår. En PowerPoint-præsentation lækket af sammenslutningen International Trade Union Confederation (ITUC) afslører nemlig rystende detaljer om arbejdsforholdene internt hos Samsung, hvor ’umenneskelige forhold er udbredte’ ifølge ITUC.

PowerPoint-præsentationen omhandler problemer med ’generende medarbejdere’, der har påvirket arbejdsgangen hos Samsung. Præsentationen er fra 2014 og er angiveligt blevet brugt i hvert fald frem til 2014, lyder det.

Stor modstand mod fagforeninger

Et gennemgående tema i den lækkede præsentation er en stor modstand mod dannelse af fagforeninger, lige som der ses meget negativt på disse. Ja, faktisk praktiseredes en ’ingen fagforening’-ordning. Flere steder i præsentationen ses det, at flere ledere af fagforeninger er blevet ’udsat for hårdhændet behandling’, mens der også har været ’interne konflikter’.

Samsung-medarbejdere har også udtrykt bekymring om, hvorvidt den sydkoreanske regering ville gennemføre nye regler for arbejdsmiljø.

Læs også: Samsung-aktie styrtdykker: så dyr er Note 7 skandalen

Det er bemærkelsesværdigt, at Samsung også bruger plads på at gøre sine medarbejdere opmærksomme på, at der kan være op til to års fængsel ved at bryde Sydkoreas lovgivning om fagforeninger. Lige under tilføjer en rød, tydelig sidebemærkning til lovningen nemlig, at ’kun bødestraf er håndhævet i praksis’ – som ifølge avisen The Register underforstået vil sige, at Samsung betaler regningen.

Lige efter lyder det, at ’i tilfælde af en retssag om urimelig arbejdspraksis er eksistensen af bevismateriale det afgørende punkt’ – noget der indirekte kan lyde, som om at dårlig opførsel ikke får konsekvenser, så længe der ingen beviser er.

’Fuckhoved’, ’møgkælling’ og ’forpulede røvhul’

Sproget i arbejdsgangene er også ganske forfærdeligt ifølge de mange eksempler, som i præsentationen fremhæves som værende brugt af Samsungs medarbejdere og ledelse. Fra en Samsung Electronics-vicedirektør lød det blandt andet: ’Fuckhoveder, I forstår aldrig, hvad jeg siger’.

Ligeså skulle en direktør for Samsungs LED-division have sagt: ’Kælling, forpulede røvhul. Jeg flår din mund. Du skal være forsigtig nu’ samt et væld af andre skældsord.

Læs også: BBC afslører skræmmende arbejdsforhold hos iPhone-producent

I samtaler mellem flere ledende Samsung-folk er der også talrige eksempler på ukvemsord, der bruges meget flittigt, bl.a. ’møgsvin’ og ’idiot’.

Sexchikane var også en del af dagligdagen ifølge oplysningerne. 26 sager fandt sted i 2010, mens der var 22 i 2011. Hertil har Samsung bl.a. følgende at bemærke: ”Hvis vi ikke tydeligt formår at skride til handling ved sagerne, vil de forværre vores virksomheds omdømme ved at der anmodes om henstilling til menneskerettighedskommission, der vil anlægge (civil)retssag og involvere medier med mere’.

100 timers månedligt overarbejde førte til selvmord

Det er bestemt ikke kun modstanden mod fagforeninger og det dårlige sprog, der har ført til et usundt og dårligt arbejdsmiljø. Den lækkede præsentation påpeger nemlig også overarbejde som et problem hos Samsung.

En medarbejder, Kim, havde intet mindre end 100 timers overarbejde om måneden over en periode på 9 måneder. Det endte med at koste ham livet. I materialet fremgår det, at ’årsagen til hans selvmord er depressionen forårsaget af de usædvanligt mange arbejdstimer’.

Ekstremt overarbejde var dog ikke usædvanligt. En enke beskriver, at ’min mand døde af overarbejde’, hvor diagnosen dog lyder mavekræft.

Læs også: Tidligere Apple-medarbejder fortæller om giftigt arbejdsmiljø

Sammenslutningen ITUC beskriver også, at medarbejdere dagligt står op i 11-12 timer og at en kvindelig medarbejder kun ’sov omkring to eller tre timer om natten’ over en periode på tre måneder op til lanceringen af en Samsung-tablet. Derfor var hun nødsaget til at stoppe med at amme sit kun tre måneder gamle spædbarn.

Avisen The Register har igennem længere tid ventet på en kommentar fra Samsung omkring det lækkede materiale, men den har endnu til gode at høre fra den sydkoreanske producent.

Hele den lækkede præsentation fra Samsung kan du læse her (PowerPoint) (PDF). I forbindelse med det lækkede materiale har ITUC startet en underskriftindsamling for at få stoppet de mange problematikker, som er blevet afsløret.