Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Giro d'Italia indtager Danmark - teleselskaberne ruster sig

Giro d'Italia indtager Danmark - teleselskaberne ruster sig

Verdens andenstørste cykelløb starter i Danmark, og det er lig med lyserøde køer på markerne og glødende mobilmaster. Læs her hvordan teleselskaberne forbereder sig på det store mediecirkus Giro d'Italia.

5-7. maj 2012 ruller verdens næststørste cykelløb gennem det midt- og vestjydske landskab. Der er selvfølgelig tale om cykelløbet Giro d'Italia, som kommer til værtsbyerne Herning og Horsens.

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendskab med dette enorme mediecirkus, så vil du med garanti ikke kunne undgå at lægge mærke til det, hvis du ser TV, åbner en avis eller lytter til radioen i weekenden.

I selve Giro d'Italia deltager 22 cykelhold med 198 ryttere og lige så mange mekanikere, massører og sportsdirektører. Hele cykelløbet dækkes intensivt af 400 pressefolk og cykelløbets egne TV-folk, der blandt andet medbringer ikke færre end tre helkoptere.

Giro d'Italia dækkes af en række TV-stationer. Løbet samler op mod 35 mio. seere alene i Italien og mere end 350 mio. seere i 165 lande på verdensplan.

Cykelløbet forventes at tiltrække flere hundredetusinde tilskuer langs ruterne, og lokale indbyggere har stablet utallige store og små arrangementer på benene, der skal hylde Giro d'Italia. Der bliver arrangeret alt lige fra malede veje til lyserøde køer.

Selve arrangementet har sågar sin egen tema-musik med Malene Mortensen, der synger "Beautiful Italy".

Udfordringer for teleselskaberne

Mange mennesker med hver deres smartphone plejer at give udfordringer for teleselskaberne, der skal sørge for både tale og datakapacitet. Det kan være ekstra svært i dele af udkants Danmark, hvor der normalt er langt flere køer og svin end mennesker.

Mobilsiden.dk har derfor spurgt teleselskaberne, hvordan de takler verdens næststørste cykelløb.

Hos 3 fortæller kommunikationschef Stine Green Paulse, at 3 ikke forventer problemer.

- "Vi kommer ikke til at opgradere med nye master på grund af Giro’en. Området er i forvejen dækket af flere sites, og der burde ikke blive nogen problemer, selvom der kommer mange mennesker."

Hos Telenor er de også helt rolige med udsigten til de mange tusinde ekstra turister i det midtjydske.

- "Vi har inden for de seneste måneder opgraderet kraftigt i de større byer. Vi har bl.a. fordoblet RAN-kapaciteten på vores UMTS-netværk i Herning. Samtidig er transmissionskapaciteten også blevet forøget kraftigt," fortæller Tom Lehn-Christiansen, Seniorrådgiver hos Telenor, og forsætter:

- "På 2G er der lagt ekstra kapacitet på de eksisterende celler i Herning/Horsens i forbindelse med Giro d’Italia. Da celle-dækningen (områder hvor mobilmasterne dækker) er så tæt i Herning, så vil der være nok kapacitet til at håndtere den mængde trafik, som forventes til Giro d’Italia."

Telia forventer masser af trafik på deres mobilnetværk, og de har derfor taget deres forholdsregler.

- "Vi har til Giro'en kapacitetsopgraderet alle makrosites (mobilmaster der dækker et større område) i de områder, hvor der forventes mange tilskuere. Oven i det opsætter vi to mobile sendemaster. De to ekstra mobile sendemaster bliver opsat i Herning og Horsens," fortæller Ole Hauris Sørensen, netværksplanlægger hos Telia.

TDC forventer også ekstra pres på mobilnettet under cykelløbet.

- ”Vi indsætter ekstra kapacitet på både tale og data i start- og målområdet, hvor vi opstiller et såkaldt event site begge steder. Et event site er en vogn med mobilantenner, som kan flyttes rundt til konkrete begivenheder. Signalet fra vores event site sendes videre til en central med radiokæder. Vi har testet det, og det fungerer, som det skal,” fortæller Povl D. Rasmussen, Kommunikationsrådgiver hos TDC, og uddyber:

- ”Folk kender formentlig vores event sites fra andre begivenheder. Vi stiller dem også op til Roskilde Festival, og senest havde vi dem i brug i Fælledparken ved 1. maj. Desuden skruer vi også op for kapaciteten på de stationære mobilantenner, som vi har i start- og målområdet,”

 

Hvis du også vil se cykelløb i weekenden, så læs mere om det store arrangement på www.girostart2012.dk. Teleselskaberne skulle altså være klar, så du kan sagtens tage til cykelløb, og stadigvæk være online med din smartphone.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies