Google bekræfter: Android Oreo lanceres mandag aften

Google bekræfter, at den næste Android-version bliver udgivet mandag aften. Ved en fejl har Google også fået afsløret navnet: Oreo.

Google bekræfter: Android Oreo lanceres mandag aften

Så er ventetiden og spekulationerne snart ovre. Fredag eftermiddag kunne Google nemlig bekræfte de rygter, der har floreret i længere tid omkring lanceringsdatoen af den næste Android-version, der skal følge op på Nougat.

Androids officielle hjemmeside er der nu oprettet en speciel side i anledning af den totale solformørkelse, der finder sted primært i USA mandag den 21. august. Denne begivenhed vil Google bruge til at annoncere den endelige udgave af Android O, hvortil der er oprettet en nedtæller. Den næste Android-version bliver med andre ord afsløret mandag den 21. august klokken 20:40 dansk tid.

På hjemmesiden skriver Google blandt andet: ”Android O rammer jorden med den totale solformørkelse og kommer med nogle super (søde) nye kræfter!”

Google oplyser desuden på hjemmesiden, at der vil blive livestreamet fra New York City klokken 20:40, hvor udgivelsen altså vil finde sted. Dermed kommer udgivelsen af den færdige Android O-version til at afvige en del fra udgivelser af tidligere Android-versioner, hvor Google har haft tradition for at opstille en stor statue foran dets hovedkvarter.

Google opslag
Her ses det nu slettede opslag på Google+, hvor Google ved en fejl bekræfter navnet Oreo. Foto: 9to5google.com

Afslører selv navnet på Android O ved en fejl

Ikke lang tid efter at Google havde offentliggjort på Android-hjemmesiden, at udgivelsen finder sted på mandag, er it-giganten selv kommet til at afsløre navnet på softwaren. På Google+ havde Google delt et opslag med en video for at promovere den nye hjemmeside. Google har dog tilsyneladende selv glemt, hvordan dets eget sociale medie fungerer.

Billeder og videoer uploadet til Google+ indeholder nemlig visse former for metadata, heriblandt navnet på filerne – og her har Google lavet en lille brøler ved at inkludere det endelige navn i den uploadede video, der teaser for Android-versionen.

Læs også: Asus garanterer: samtlige Zenfone 3 og 4 får Android O

Hjemmesiden 9to5Google var hurtigere til at spotte fejlen, inden opslaget blev slettet – og på et screenshot ses det altså, at Googles video har den oprindelige titel ’ GoogleOreo_Teaser_0817_noDroids (1).mp4’. Det bør altså dermed være så godt som en bekræftelse af, at Android O får navnet Android Oreo. Det bliver naturligvis som version 8.0, så fremover skal du til at vænne dig til Android 8.0 Oreo.

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at det er en bevidst handling af Google for at aflede opmærksomheden på et eventuelt andet navn, som så først afsløres på mandag, men selv Twitter-tipsteren evleaks virker stensikker på, at navnet Oreo er det rigtige navn.

Pixel, Nexus 5X, Pixel XL og Nexus 6P er blandt de telefoner, der får Android 8.0 Oreo først.

Nexus og Pixel får Android 8.0 Oreo først

Når Android 8.0 Oreo udgives på mandag, skal du som udgangspunkt ikke forvente at kunne downloade opdateringen her og nu på din Android-smartphone – medmindre du har de nyeste Nexus- eller Pixel-smartphones og -tablets fra Google selv. Det er nemlig de eneste, der får softwaren på dagen, hvor softwaren udgives.

De øvrige smartphoneproducenter skal herefter arbejde på at tilpasse den store opdatering til deres forskellige enheder, og her er det lidt af et lotteri, om netop din Android-enhed modtager softwaren. Som udgangspunkt bør du få softwaren, hvis din enhed er omkring et års tid gammel, men du er langt fra garanteret. Har du en topmodel, er en tommelfingerregel, at den opdateres i op til 2 år, men igen er der mange undtagelser.

Det bedste du kan gøre er at forhøre dig hos din smartphoneproducent, men som oftest vil de kun komme med ret ukonkrete svar og tidsfrister. Mobilsiden arbejder derfor på en komplet oversigt over, hvad status er for udrulningen af Android 8.0 Oreo til de fleste nyere Android-smartphones. Denne oversigt vil komme hen over de næste uger og vil løbende blive opdateret.

Emnet følges op

Vi følger op med den seneste udvikling om temaet. mobilsiden fortsatte historien. 16/8/2017 fik historien nye ben at gå på med artiklen; Sammenligning mellem Nokia 8 og Nokia 6: Her er forskellen – Historien bringes videre her. Se de seneste nyheder om emnet her.