Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Google introducerer MODE: Smarte urremme til Android Wear

Google introducerer MODE: Smarte urremme til Android Wear

Smartwatches med Android Wear-styresystemet kan nu piftes op med Googles helt nye serie af smarte udskiftelige urremme, der går under navnet MODE.

Foto: Google

Android Wear-smartwatches findes allerede i et væld af størrelser, materialer, formfaktorer og prisklasser, men det betyder ikke, at de ikke kan personliggøres yderligere.

Læs også: Android 6.0 Marshmallow ruller ud til alle Android Wear-ure

Derfor lancerer Google nu MODE i samarbejde med Hadley-Roma, som er navnet på en ny serie af urremme, der passer til udvalgte ure med Android Wear - Googles platform til smartwatches. Idéen bag de nye urremme er, at det skal være lige så nemt at udskifte urremmen som det er at ændre urskiven i softwaren - og det ser ud til, at det rent faktisk er lykkedes.

Foto: Google

I enden af remmene sidder en simpel knap, som du kan skyde frem og tilbage for at låse og åbne mekanismen, der holder om hanken. Det er en lignende metode, som Apple gør brug af i Apple Watch – bortset fra at låsemekanismen sidder i selve uret på Apple Watch modsat på remmene med MODE, da de mange forskellige Android Wear-ure naturligvis har forskellige designs. Derfor kan remmene få i alle standardstørrelserne, så det passer til de fleste ure. Det vil sige i størrelserne 16, 18, 20 og 22 mm.

Læs også: Smartwatches sælger nu bedre end schweiziske ure

MODE-remmene findes i to forskellige materialer: Læder i farverne sort, brun, gyldenbrun, grå, mørkeblå, grøn, rubinrød, hvid, sølv og guld samt silikone i farverne gul, rød, mintgrøn, grå, sort og hvid. Silikoneremmen er - ikke overraskende - den billigste med en pris på $49,99 eller 330 kroner, mens læderremmen koster $59,99 eller 400 kroner.

Til sammenligning koster Apples sportsrem 399 kroner, mens du skal af med 1.199 kroner for den billigste, originale læderrem.

Passer til de fleste Android Wear-ure

De nye, smarte remme er kompatible med de fleste, men ikke alle, Android Wear-ure. Listen over urre, der ikke passer med de nye remme, tæller pt. Moto 360 (1. generation), Sony SmartWatch 3, Moto 360 Sport og LG Watch Urbane LTE (2. generation). Med andre ord passer remmene med et af nedenstående Android Wear-ure:

  • ASUS ZenWatch
  • ASUS ZenWatch 2
  • Casio Smart Outdoor WSD-F10
  • Fossil Q Founder
  • Fossil Q Wander
  • Huawei Watch
  • LG G Watch
  • LG G Watch R
  • LG Watch Urbane Luxe
  • Motorola Moto 360 (2. generation)
  • Motorola Moto 360 for Women
  • Samsung Gear Live
  • TAG Heuer Connected
Desværre kan de indtil videre kun købes i USA i enten Play-butikken, mens Amazon.com tager internationale ordrer - muligvis med risko for at få forhøjet prisen markant med told oveni.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies