Google I/O 2016: Dette kan du forvente i morgen

Googles årlige store event, Google I/O, skydes i gang i morgen aften og slutter først på fredag. Her er nogle af nyhederne, du kan glæde dig til.

Google I/O 2016: Dette kan du forvente i morgen

Sommeren nærmer sig med hastige skridt, og i techverdenen betyder det endnu en uge med Googles store I/O-event, hvor teknologigiganten viser alle sine nyheder frem for udviklere, der samtidig livestreames ud til hele verden.

Google I/O har traditionelt budt på et væld af store nyheder, og intet peger på, at det bliver anderledes i år, når det hele går løs fra i morgen den 17. maj frem til og med fredag den 20. maj for første gang afholdt på den åbne teaterplads Shoreline Amphitheatre i Californien.

Læs også: Varm op til Google I/O 2016 med den officielle app

Som altid indledes Google I/O med en to timer lang keynote, hvor Googles relativt nye direktør, Sundar Pichai, vil være at finde på scenen, hvor alle de største nyheder kort vil blive gennemgået og afsløret. Herefter vil der komme mindre sessioner på omkring en time, hvor alle nyhederne vil blive uddybet.

Android N

En af de største nyheder bliver formentligt Android N, som godt nok allerede er blevet afsløret, hvorimod det plejer at være ved netop Google I/O. Der er med garanti kommet flere nyheder til siden alfa-udgivelsen tilbage til marts måned. En ny udgivelse af softwaren vil ligge her i maj måned, og det er ikke helt usandsynligt, at den sker i forbindelse med Google I/O.

Læs også: Google udgiver officielt Android N – her er alle nyhederne

En anden ting, der vil blive afsløret, er med al sandsynlighed også det nye navn – altså hvad N står for. Mindre sandsynligt er det dog, at Google allerede afslører de to Nexus-telefoner fra HTC, der er blevet rygtet. Det vil formentligt først ske i løbet af 3. kvartal, hvor Android N udgives i sin færdige form.

Virtual reality indbygget i Android med ”Android VR”

Teknologien virtual reality er pludselig blevet uhyre populær, og derfor forlyder det, at Google vil gøre Android kompatibelt med virtual reality-teknologien.

Læs også: Google arbejder på high-end VR headset

Det vil sige, at hele Android-styresystemet vil kunne vises i virtual reality, og i den forbindelse vil Google angiveligt lancere et nyt VR-headset i en lidt højere kvalitet end det billige og eksperimentelle Cardboard, som det kommende headset vil være efterfølgeren til.

Project Tango-smartphone fra Lenovo

Google har i nogle år haft det såkaldte Project Tango, som er firmaets forsøg på at udstyre smartphones og tablets med avancerede 3D-kameraer og –sensorer til at registrere, hvor smartphonen eller tabletten er rent fysisk. Det giver utrolige muligheder for eksempelvis at kortlægge en hel bolig ved at gå rundt og give helt unikke spiloplevelser.

Der har længe været rygter om, at Lenovo vil lancere en Project Tango-smartphone i samarbejde med Google, hvor der ved Mobile World Congress i februar skulle have fundet et lukket smugkig sted for samarbejdspartnere. Der er adskillige Project Tango-sessioner på programmet med fokus på gaming, så der kommer uden tvivl til at ske noget på det punkt.

Læs også: Første kig på 3D-model lavet af Google Project Tango

Det er heller ikke helt usandsynligt, at alle deltagere ved Google I/O får udleveret en sådan Project Tango-smartphone i gratis gave, da der er tradition for, at et stykke hardware foræres til alle gæster. Med en billetpris på næsten 6.000 kroner kan Google formentligt nok også klare det uden det helt store tab.

Google selvkørende bil
Foto: Google.com

Googles selvkørende biler klar på vejene

Det er langt fra sikkert, at det vil ske, men Google har før meldt ud, at den selvkørende bil er klar til at køre på de californiske veje i 2016, og det kunne derfor være en meget oplagt mulighed for Google til at vise de futuristiske biler frem, nu hvor Google I/O foregår udendørs.

Læs også: Googles selvkørende biler slippes løs i trafikken

Der er dog ikke nogle direkte forlydender om, at Googles selvkørende biler bliver vist frem, men det kan altså meget vel stadig ske.

Project Ara

Project Ara

Googles særlige Project Ara, der har som mål at skabe en fuldstændig modulær smartphone med udskiftelige moduler på bagsiden, er gået i stilstand det seneste års tid, efter den fremtrædende chef for projektet, Paul Eremenko, måtte forlade projektet efter at have været en del af Googles ATAP-team i de 2 år, som medarbejderne maks. kan være det.

Læs også: Project Ara’s byg-selv-smartphone først klar næste år

På Twitter meldte Google dog sidste år ud, at Project Ara vil blive testet en række steder i USA i 2016, men mere vides altså ikke. Der er dog ikke noget mere oplagt sted for Google at demonstrere Project Ara ved end denne store Google I/O-event, så der er ikke andet for end at håbe.

Project Auro: Ny udgave af Google Glass

Rygter har længe svirret om, at Googles specielle og noget kontroversielle brille, Google Glass, ville blive skrottet, fordi der blandt andet kom klager om manglende privatliv og lovforbud i vejen for den endelige udgivelse af den næsten 10.000 kroner dyre brille.

Der har dog for flere måneder siden floreret rygter om, at en ny brille alligevel er på vej, lige som der også er dukket billeder op af den – eller af dele af den. Den nye brille skulle dog kun være rettet mod virksomheder.

Læs også: Ny Google Glass-brille på vej: Her er de første billeder

Igen vides det ikke med sikkerhed, om den næste Google Glass, eller kendt som Project Auro, er på programmet, men det vil også her være en meget oplagt nyhed at fremvise.

Android Wear

Android Wear

På programmet er flere sessioner med Android Wear, og det er en meget god indikation på, at der er flere nyheder på vej til Android-platformen til wearables.

Sidste år demonstrerede Google det imponerende Project Soli, der med radarbølger kan aflæse din hånds bevægelser og på en helt ny måde navigere i smartwatches.

Læs også: Google introducerer MODE: Smarte urremme til Android Wear

Om Google vælger at integrere teknologien i Android Wear, vides endnu ikke, men det kunne føre til en interessant nytænkning af Android Wear, som der ikke er sket de helt store nyheder ved siden dets udgivelse for to år siden.

Chrome OS får Android-apps

Der har i flere år været spekulationer om, hvorvidt Google vil smelte Chrome OS-styresystemet til pc’er sammen med det meget mere populære og udbredte Android-styresystem, der kører på alt fra smartphones, tablets og computere til tv, bokse og endda mikroovne.

Læs også: Alle Android-apps kommer snart til Chromebook-computere

Sammensmeltningen fandt aldrig sted, men pludselig dukkede spor op, der viste, at noget der minder om en sammensmeltning alligevel kommer til at ske. Chrome OS får nemlig understøttelse for alle Android-apps, som pludselig gør dem væsentligt mere interessante. Denne nyhed bliver med al sandsynlig offentliggjort her ved Google I/O.

Google IO app
Foto: Mobilsiden.dk

Sådan følger du med under Google I/O

Bare fordi Google I/O finder sted 8.500 km væk fra Danmark, er der ingen undskyld for ikke at kunne følge med hjemmefra. Google livestreamer nemlig alle de vigtigste sessioner via YouTube.

Hvis du vil have det fulde overblik over det tre dage lange program, bør du enten tjekke den officielle hjemmeside ud eller downloade appen til Android, hvis du har en sådan smartphones. Både på hjemmesiden og via appen kan du markere de sessioner, du vil følge, og så kan du få en underretning, inden de begynder, så du ikke går glip af nogle af dem.

Læs også: Datoer for Googles store I/O 2016-event annonceret

Mobilsiden vil naturligvis også dække alle de store nyheder tæt, så du ikke behøver at sidde klistret til skærmen for at fange alle de vigtigste nyheder fra Google I/O. Den vigtigste og introducerende keynote begynder i morgen aften klokken 19:00 dansk tid.

Seneste tilføjelse til historien

Næste interessante artikel i sagen. mobilsiden fortsatte fortællingen. 13/5/2016 rettede vi nyt fokus på sagen med historien om Samsung lancerer det ultimative 256GB micro-SD kort – Den videre fortælling finde om emnet finder du her. Sidste ord er ikke sagt. Tjek seneste nyt her.