Google: Kundeservice bremser betalings-applikationer

Mobilbrugerne på Googles mobilplatform Android vil gerne betale for spil og programmer, men kan stadig ikke få lov.

Google: Kundeservice bremser betalings-applikationer

Betalings-applikationer er et monsterhit på iPhone, men den konkurrerende platform Android, nyder ikke helt samme status her i Danmark.

En af årsagerne er, at de mest interessante programmer koster penge – og da Google endnu ikke har åbnet for betalingsdelen i det danske Android Market, må brugerne nøjes med de gratis og ofte mere uinteressante apps.

Googles danske chef, Peter Friis, har tidligere sagt, at han gerne vil have hul igennem – og at der arbejdes på det. En dato ville Google-chefen dog ikke byde ind med.

Nu skriver FPN.dk, at en af Googles udfordringer er kundeservice-delen.

– “Der er mange faktorer, der spiller ind for at sikre, at købs- og salgsprocessen glider nemt. Det tager tid at udbyde support til flere lande, men vi arbejder hårdt på det. Vi håber snart at kunne være klar”, siger Googles talsmand Kasia Chmielinski til FPN.dk.

Google tilbyder lige nu den fulde version af Android Market i Holland, Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig, Spanien, Schweiz, England, Australien, Canada, Japan, New Zealand og USA.

Android findes blandt andet på mobiler som HTC Desire og Legend, Sony Ericsson X10-serien og Samsung Galaxy S.

Læs også:
 – Web-TV: Ingen dato på paid-apps i Danmark
 – Derfor kan du ikke købe i Android Market
 – Vores favoritter til Android og iPhone
 – Stadig lange udsigter til betalings-apps i Android
 – Nu kommer til fede 3D-spil til Android