Google lancerer smartere søgninger ud fra din placering

Med Google Now kan du nu spørge om ting uden at indikere, hvem eller hvad, du snakker om. Google ved det nemlig allerede ud fra din placering.

Google lancerer smartere søgninger ud fra din placering

Under en konference i Paris annoncerer Google, at du nu kan lave søgninger i Google Now-appen endnu nemmere end hidtil ved brug af din placering fra mobilen.

Den forbedrede søgeteknik betyder, at du i Google Now eksempelvis kan spørge: ”Hvornår åbner denne restaurant?”, som du står foran. Gennem din placering ved Google Now allerede, hvilken restaurant, du snakker om, fordi du står i nærheden af den.

Læs også: Hound: Ny personlig assistent, der forstår dig bedre

Den nye, smartere søgning kan lade sig gøre, fordi Google fra Google Maps allerede kender tusindvis af interessepunkter, som dækker alt fra bygninger og områder til butikker, skoler og seværdigheder.

På den måde kan du altså endnu hurtigere spørge Google Now om hvad som helst omkring dig, hvor det især vil vise sig nyttigt til ting, du ikke kender navnene på – eksempelvis en ukendt bygning.

En bruger fortæller på Reddit, at de nedenstående spørgsmål er blandt nogle af de nye, du kan stille Google Now:

  • Hvad er dette museum?
  • Hvornår åbner denne restaurant?
  • Hvor højt er dette? (ved siden af et tårn)
  • Hvornår er dette bygget? (ved mindesmærker)
  • Hvad er navnet på denne kirke?
  • Hvad er telefonnummeret til dette apotek?

Læs også: Microsofts assistent, Cortana, på vej til Android og iOS

Det tyder på, at den nye søgealgoritme er lanceret i alle lande. Indtil videre er de nye Google Now-søgninger kun demonstreret på Android-enheder som vist herunder, men det bør også være muligt gennem Google-appen til iOS.