Google og Levi’s klar med en ‘smart-jakke’ dette efterår

Glem dit nye smartwatch - smart jackets er det nye sort. Dette efterår er Google og Levi's nemlig klar med en smart jakke fyldt med sensorer og sjove dimser

Google og Levi’s klar med en ‘smart-jakke’ dette efterår

Google har gennem årene haft mange skøre påfund, og det stopper ikke i 2017. Sammen med den amerikanske tøjgigant Levi’s er it-giganten nemlig snart klar med en smart jacket – en cowboyjakke i umiddelbar klassisk Levi’s-stil, men bag det indre gemmer der sig masser af smart elektronik, der får jakken til at skille sig en hel del ud fra mængden.

I stoffet er nemlig vævet den såkaldte Project Jacquard-teknologi ind, som kommer fra Googles ATAP-team – afdelingen med et hav af vilde projekter bag sig. Project Jacquard er en platform udviklet af Google, som har til formål at indlejre sensorer og feedback-elementer direkte i tøj og stof på en måde, så det stadig fremstår naturligt og er bekvemt.

Læs også: Google projekt vil mindske nødvendigheden af passwords

Med jakken på forbliver du tilsluttet din smartphone og interagerer med den under eksempelvis en cykeltur, selv om telefonen ligger i inderlommen. Det er muligt, fordi blandt andet manchetten er syet med garn, der er strømledende. Her sidder der blandt andet den såkaldte Project Soli-sensor, som udsender radarstråler og dermed kan registrere håndbevægelser med enorm præcision.

Med den anden arm kan du derfor lave fagter såsom en ”swipe op”-bevægelse for at finde de nærmeste områder via Google Maps under en cykeltur, en ”swipe ned”-bevægelse for at skifte musiknummer eller besvare et telefonopkald ved blot at holde hånden over sensoren.

En LED-pære kan også lyse, og jakken kan endda vibrere, når der sker noget på mobilen. Der gemmer sig samtidig også en lille øresnegl ved kraven, så du kan få lyd med på vejen.

Læs også: Project Loon: Så langt er Google nået med internetballonerne

Elektronikken kan naturligvis også nemt afmonteres, så jakken kan blive vasket en gang imellem.

Levi
Foto: Levi.com

Pris og tilgængelighed

Googles Project Jacquard har faktisk eksisteret siden maj 2015, og jakken er som sådan heller ikke ny. Den blev allerede afsløret for lidt over et år siden med meldingen om, at den ville være klar en gang i starten af 2017.

Projektet er dog blevet en anelse forsinket. Google og Levi’s melder nemlig nu ud, at jakken først er klar i løbet af efteråret, hvor den vil være mulig at betateste. Mere interessant er det dog, at en pris også er blevet offentliggjort.

Læs også: Radar-gestus projekt kan ændre interaktionen med teknik

Levi’s Commuter Trucker Jacket, som den hedder, vil få et prisskilt på $350, hvilket er cirka 2.500 kroner. Dertil skal der også lægges dansk moms og andre merudgifter oveni, hvis den overhovedet bliver mulig at få fat på i Danmark.