Google peger igen på Android Ls nye navn

Det er Googles fødselsdag i denne måned, og i den forbindelse var kagen ikke pyntet med lys

Google peger igen på Android Ls nye navn

Det kan selvfølgelig være, det var en tilfældighed. Det er bare lidt påfaldende, at Android får navn efter slik i alfabetisk rækkefølge, og i stedet for lys i Googles fødselsdagskage, så var der slikkepinde. Og slikkepinde hedder jo lollipops, hvilket er sjovt, siden vi er nået til Android L.

Læs også: Google vil kryptere din telefon

Der er faktisk lidt forvirring om, hvornår Google har fødselsdag, for tidligere fejrede de fødselsdag den 7. september, da selskabet blev stiftet. Siden skiftede det til den dag, hvor Google fortæller, hvor mange hjemmesider, de har indekseret til søgning.

Uanset datoen, så spillede slikkepinde en stor rolle i deres fødselsdagskage, som blev lagt på både Twitter og Google+.

Ikke fastlagt endnu trods spor

Google har som bekendt også tidligere lagt et billede ud, som fik ledt tankerne over på Android Lollipop, og det var faktisk mere insinuerende end det seneste. Det kom fra Googles Nexus-hold.

Læs også: Nexus i midt oktober – Android L i november

Ligesom med Android KitKat kan vi dog ikke være helt sikre på, at Google har lagt sig helt fast på navnet. Sidst kom KitKat-producenten Nestlé ind og fik lavet en aftale med Google om navnet, og lignende kan ske igen.

Derfor kan Android L sagtens nå at få en andet navn, men indtil nu ser det ud til, at Google selv er ret tilfredse med Lollipop. Google har forresten over 30 billioner sider i sit indekseringskatalog.