Google Play-butikken får nyt friskt design til Android

Et spritnyt design af Google Play-butikken til Android-telefoner og -tablets rulles ud i disse dage.

Google Play-butikken får nyt friskt design til Android

Google Play-butikken, hvor Android-apps udgives og downloades, gennemgår en stor forvandling i disse dage. Teamet bag Play-butikken har nemlig foretaget en stor forfriskning af designet.

Læs også: Android-apps skal nu godkendes af Google

Android-butikken har gennem årene set tre store designændringer, og nu kommer den fjerde, som bliver aktiveret hos tilfældigt udvalgte brugere. Kirill Grouchnikov, en medarbejder hos Google, har i den forbindelse offentliggjort en lang række billeder, der viser det nye, interessante design frem.

Google Play Butik
Sådan ser det ud første gang, du åbner Play Butikken med det nye design.

Tager man et kig på det nye design, er det tydeligt at se, at der er blevet rykket godt og grundigt rundt i tingene. I den tidligere version, som de fleste fortsat benytter sig af, er de 6 forskellige typer af indhold placeret øverst, eksempelvis apps, spil og musik.

Læs også: Android telefoner vil have færre Google-apps præinstalleret

I det nye design fungerer det lidt anderledes. De to tidligere kategorier, apps og spil, er blevet samlet i én og samme nu, mens film & tv, musik, bøger og bladkiosk er samlet under kategorien underholdning. Ovenover disse to nye kategorier er der blevet plads til store bannere til at promovere apps og spil i Play-butikken. I sand Material Design-stil er der også et hav af flotte animationer hver gang du begiver dig rundt i appen.

Google Play Butik
Google Play Butikken har ændret sig markant gennem årene – senest med Material Design.

Normalvis kan sådan et nyt design tages i brug ved at hente den seneste version af appen, men det er ikke tilstrækkeligt denne gang. Designet skal nemlig også aktiveres af Google, og det er noget, der sker helt automatisk for tilfældigt udvalgte brugere.

Du må derfor blot vente på, at designændringen finder vej til din telefon eller tablet, hvis du vil se nærmere på det på egen hånd.