Google Play gavekort er nu i Danmark

Et gavekort er en populær gave, og nu kan man også give gavekort til Googles butik her i landet

Google Play gavekort er nu i Danmark

Mangler man en god gaveide til tech-nørden med en Android-enhed, så kan det være, der er kommet hjælp fra Google. Gavekort til Google Play Butik er nemlig ankommet til vores egen lille andedam.

Tilbage i juli kunne man se på Google Plays supportside, at fysiske gavekort ville komme ‘snart’ til blandt andre Danmark, men bedre sent end aldrig må være Googles tankegang. Kortene er i hvert fald først kommet nu.

Læs også: Google Play gavekort kommer til Danmark

De fysiske gavekort kan fås på 150, 250 og 500 kroner, og de kan købes hos 7-Eleven, Fona og Expert. Det er dog ikke sikkert, alle butikker har fået fyldt deres lager op med gavekort endnu, men det kommer.

Rivalerne Apple har allerede et godt stykke tid haft gavekort til iTunes, som kunne komme under juletræet.

Ud over Danmark, så har Sverige, Norge, Finland og Belgien også fået gavekort til Google Play.