Google sløjfer Glass – sådan da

Brillerne fra Google, der har haft en kort, men omtumlet tilværelse, stopper i sin nuværende form, men er ikke død

Google sløjfer Glass – sådan da

Der kommer ikke flere Google Glass i den form, som vi har set hidtil. Google lukker ned for produktionen af den nuværende version af Google Glass for at fokusere på fremtidige versioner af brillerne.

Læs også: Google Glass får overhaling til næste år

Derudover rykker Glass-holdet ud af Google X-divisionen, som beskæftiger sig med de mere særprægede projekter fra Google. Fremover vil holdet blive selvstændigt og skal rapportere til Tony Fadell, der kom til Google med Nest – firmaet bag den smarte termostat – og som har en fortid hos Apple.

Google selv siger, at man fortsat er dedikeret til at få fremtidige produkter på markedet, og at man har fået slået hul på bylden med Google Glass. De første udgaver har givet Google vigtig viden, som man vil tage med sig videre.

Læs også: Se nogle af Google Glass-funktionerne

Brillerne har fået en blandet modtagelse i USA, hvor de først blev lanceret. Spørgsmål om privatliv har fyldt en del og muligheden for at optage alt foran sig med Google Glass har gjort mange ængstelige. I erhvervslivet har der dog været flere meldinger om, at Glass har hjulpet.

Google Glass kom også med et betragteligt prisskilt på 1500 dollars – knapt 10.000 danske kroner, og led i starten af blandt andet kort driftstid. Ligesom med så mange andre gadgets blev det dog bedre med tiden, men Glass kom aldrig rigtig ud i stor stil til forbrugerne, som Google ellers håbede på.