Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Google sløjfer 'Nexus'-navnet med årets to topmodeller

Google sløjfer 'Nexus'-navnet med årets to topmodeller

Dette års smartphones fra Google får ikke navnet 'Nexus' som hidtil. I stedet lanceres de under et helt nyt navn sammen med en ny Google-softwareoplevelse.

Foto: Techconfigurations.com

Google har siden 2010 haft sin egen serie bestående af smartphones, tablets og enkelte øvrige enheder såsom tv-bokse, der går under navnet Nexus. Nexus-serien har altid været vel modtaget hos entusiaster, men har endnu ikke haft det helt store gennembrud.

Nu vil Google gå nye veje med Nexus-serien - eller det vil sige det, der hidtil har været kendt som Nexus-serien. Det forlyder nemlig ifølge hjemmesiden Android Central, at Google sløjfer det ellers velkendte Nexus-navn som en del af Googles portefølje af Android-produkter.

Læs også: Her er de mulige danske priser på Googles Nexus-telefoner

Det er endnu ikke til at vide, hvad Googles to kommende smartphones fra HTC, Sailfish og Marlin, kommer til at hedde i stedet. Et særdeles oplagt navn er dog, at de brandes som ’Google’-telefoner. Da hjemmesiden Android Police i juli måned kunne afsløre det første kig på de to kommende telefoner, sås allerede da de første indikationer på, at noget nyt ville ske.

På bagsiden er der nemlig et ’G’-logo i stedet for den sædvanlige ’nexus’-tekst at finde. Dertil tilføjede hjemmesiden, at det formodes, at det nye logo vil være at finde på den endelige udgave af telefonerne. Kombineret med de nye informationer fra Android Central kunne det altså meget vel se ud til at være tilfældet.

De nye telefoner får nye softwareknapper og en smart swipe-funktion.
De nye telefoner får nye softwareknapper og en smart swipe-funktion.

Får eksklusive softwarenyheder

Googles ændring af Nexus-brandet sker som led i en større forandring af produktlinjen. Det er nemlig ikke kun navnet og hardwaren, der ændres en smule. Også på softwarefronten er der ændringer i vente. Tilbage i juni måned kunne Googles direktør, Sundar Pichai, løfte sløret for, at de kommende telefoner får eksklusive softwarefunktioner.

”I vil forhåbentligt se os tilføje flere funktioner oven på Android på Nexus-telefoner. Der er en masse nyskabelser inden for software, der skal laves,” lød det fra Google-chefen.

Sidenhen er der blevet afsløret adskillige nyheder, som vi efter alt at dømme vil få at se ved lanceringen af telefonerne i form af en Android 7.1 Nougat-opdatering som afsløret af Twitter-tipsteren evleaks. En ny og lækket hjemmeskærm bringer en ny ny adgang til app-skuffen med sig, lige som der er en ny genvej til Google Nu-assistenten.

Læs også: Googles Nexus-telefoner får eksklusiv hjemmeskærm

Det er også kommet frem, at de to telefoner får en særlig funktion, hvor notifikationslinjen kan skubbes ned ved at lave en ganske simpel swipe-bevægelse med fingeren på fingeraftrykslæseren bagpå. I den anden del af skærmen - softwareknapperne - vil der også være Google-branding at finde. Det er dog endnu uklart præcist hvad de ændrede softwareknapper vil have af funktion.

Telefonerne vil også få en nydesignet Indstillinger-app med nye ikoner og faner, lige som funktionen ’Night light’ vil aktivere et gulligt filter, når de sene aftentimer nærmer sig.

Dermed vil Google gå fra en mere ’stock’ – altså næsten uændret - udgave af det open source Android (AOSP) til en mere særtilpasset udgave på samme måde som Samsung, HTC, LG, Huawei osv. gør med deres egne softwaretilpasninger oven på styresystemet.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies