Google-svipser er skyld i regulær telefonstorm

En dansk mand modtager hver dag 30 fejlopkald på grund af en fejl på Google.

Google-svipser er skyld i regulær telefonstorm

En fejl på Google er skyld i, at Michael Hardt-Madsen igennem tre uger dagligt har modtaget 30 opkald, der egentlig skulle gå til Odense Universitetshospital. Det skriver dr.dk.

Ved en fejl optræder Michael Hardt-Madsens private mobilnummer nemlig som det centrale nummer til Odense Universitetshospital på Google. Det betyder, at han er blevet bestormet af pårørende, der vil høre, hvordan deres kære har det.

– “De ringer fra klokken seks om morgenen – også i weekenden. Og det er ikke sjovt, for de er ofte kede af det, da det er pårørende, der ringer,” fortæller Michael Hardt-Madsen til dr.dk.

Telefonen må ikke slukkes

Da Michael Hardt-Madsen er ledende overlæge på afdeling for klinisk patologi ved Svendborg Sygehus, har han vagter, der kræver, at telefonen er tændt.

– “Jeg er nødt til at tage telefonen hver gang. Nu har det stået på i tre uger, og jeg er meget træt af det. Google siger, at de ikke kan gøre noget, og at jeg må væbne mig med tålmodighed,” siger Michael Hardt-Madsen til dr.dk.

For overhovedet at komme i kontakt med Google måtte han lade som om, at han var en annoncør, der ønskede at købe reklameplads på søgemaskinen. Her var der imidlertid ikke nogen hjælp af hente.

Google føler sig ikke ansvarlige

Leder af Googles kontor i Danmark, Peter Friis, siger ifølge dr.dk, at Google ikke er ansvarlige for indholdet.

– “Folks oplysninger kommer ofte forkert ud. De ting sker, og vores robotter finder bare, hvad der er derude,” siger Peter Friis.

Han lover dog, at firmaet vil sørge for, at problemet bliver løst.