Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Google vil udstille producenter med langsomme softwareopdateringer

Google vil udstille producenter med langsomme softwareopdateringer

Google fører logbog over, hvor lang tid de enkelte smartphoneproducenter er om at udrulle softwareopdateringer og overvejer nu at offentliggøre tallene.

Android er det absolut mest udbredte styresystem, bl.a. fordi det er til fri brug for alle og derfor findes i et væld af forskellige tilpasninger hos de forskellige smartphoneproducenter.

Det er dog formentligt også den største svaghed ved Googles styresystem, for det har resulteret i den famøse fragmentation, der tales så meget om.

Problemet har eksisteret siden Android kom til, og er ikke just blevet løst trods ihærdige forsøg fra Google. Sidste år blev problemet med de langsomme softwareopdateringer for alvor demonstreret, da det alvorlige Stagefright-sikkerhedshul opstod og krævede en vigtig sikkerhedsopdatering for at rette op på fejlen.

Læs også: Rygte: Google vil forbedre Samsungs Android-software

Flere af de store producenter meldte straks ud, at man nu ville udsende månedlige sikkerhedsopdateringer, men de har haft noget svært ved at holde det løfte.

”Google har gjort store fremskridt siden Stagefright, men kæmper stadig med, at nogle teleselskaber ikke ser sikkerhed som en prioritet, mens producenter har andre incitamenter, f.eks. at sælge nye enheder,” udtaler Joshua Drake, sikkerhedsforsker ved Zimperium.

De ofte markante ændringer foretaget i brugerfladen kombineret med teleselskabers ekstra godkendelser af softwareopdateringer resulterer nemlig i lange forsinkelser - hvis softwareopdateringerne overhovedet når frem. Det vil Google dog ikke længere finde sig i.

Google holder øje med de langsomme producenter

Som det fremgår af Googles månedlige tal, er den nyeste Android-version, Marshmallow, kun installeret på 7,5 % af alle Android-enheder lidt over et halvt år efter de første Nexus-telefoner modtog softwaren.

Ifølge avisen Bloomberg har Google derfor i længere tid ført logbog over, hvor hurtigt – eller rettere langsomt – producenterne af Android-smartphones udsender softwareopdateringer.

Der skulle være tale om en topliste, hvor de enkelte producenter er rangeret efter hvor hurtigt både sikkerhedsopdateringer og softwareopdateringer ruller ud. Disse tal er tidligere på året blevet delt med de forskellige producenter, og nu overvejer Google at gå skridtet videre og offentliggøre tallene.

Læs også: Samsung slæbes i retten over manglende opdateringer

Der kan være to motiver bag dette. Dels sender Google et signal til både forbrugerne og producenterne om, at it-giganten ikke tolererer de langsomme softwareopdateringer, mens Apple drøner derudad med over 50 % udbredelse af iOS 9 på under en uge, dels kan det være et incitament for producenterne til at sætte skub i softwareopdateringerne fremadrettet.

En ombygning af Android kan være eneste løsning

Spørgsmålet er om, det er tilstrækkeligt. Google har forsøgt gennem årene at flytte flere og flere komponenter af Android-styresystemet til Play-butikken, sådan at der ikke kræves en komplet systemopdatering for at rette fejl og opdatere systemapps og baggrundstjenester. Det kræver dog formentligt mere end det.

”Den bedste måde at løse dette problem på er med en massiv ombygning af operativsystemet,” udtaler Mike Chan tidligere Google-ansat og nu medejer af den nye producent Nextbit.

Læs også: Får min telefon Android 6.0 Marshmallow - og hvornår?

Alternativet er ifølge Chan, at Google må investere i at lære producenterne og teleselskaberne at ”blive gode Android-’borgere’” – underforstået at hvis de vil benytte Android, må de også oppe sig med softwareopdateringerne.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies