Googles budgetmobiler klar til at indtage Europa

Projektet Android One er ved at gøre sit indtog i Europa, og Storbritannien bliver det første land i den sammenhæng

Googles budgetmobiler klar til at indtage Europa

Selvom det var en lidt hård start, så fik Google sat gang i Android One – sit projekt om fornuftige mobiler, som næsten alle har råd til. Først var det i Indien, men nu rykker Android One tættere på Danmark og ind i Europa, da Karbonn Sparkle V nu kan købes i Storbritannien.

Læs også: Googles billige mobiler får usikker start

Karbonn er en af de tre producenter, der først var med på Android One-vognen i Indien sammen med Micromax og Spice.

De tre producenter har hver en enkelt telefon med i Android One-projektet, og de har alle så godt som identiske specifikationer. De inkluderer en 4,5” skærm med en opløsning på 480 x 854 pixels, 5MP kamera, 1,3GHz quad-core processor, 1GB RAM og 4GB lagerplads. Det gælder også for Sparkle V i Storbritannien.

Læs også: Android One sælger billige smartphones fra i dag

En af de største fordele ved Android One er, at Google har garanteret software-opdateringer 2 år frem i tiden. Det betyder eksempelvis, at Sparkle V er garanteret en opdatering til Android 5.0 Lollipop – lige nu kører den nemlig 4.4 KitKat.

I Storbritannien vil telefonen som udgangspunkt blive solgt for 130 pund, men på den kommende Black Friday vil den koste 100 pund – knapt 940 danske kroner uden skatter og afgifter. Normalprisen vil ligge på knapt 1250 danske kroner.