Googles Material Design-tema klar til Samsung Galaxy S6

Foretrækker du det oprindelige Material Design-tema fra Google frem for Samsungs TouchWiz? Så kan du nu udsmykke Samsung Galaxy S6 med netop sådan et tema.

Googles Material Design-tema klar til Samsung Galaxy S6

Samsung har efterhånden et stort udvalg af temaer til sine to topmodeller, Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge, hvor der hver torsdag føjes nye temaer til samlingen.

I dag er ingen undtagelse, og nu er turen kommet til et såkaldt Material Design-tema, som er det designsprog, som Google oprindeligt har tiltænkt Android i de to seneste Lollipop-versioner.

Læs også: Samsung tilføjer 16 nye temaer i sin temabutik

Allerede sidste uge, hvor 16 nye temaer fandt vej til Samsungs temabutik, var dette Material Design-tema spået til at ankomme, og ganske rigtigt – nu kan du gratis downloade det til din Samsung Galaxy S6 og S6 Edge og give designet et lille ansigtsløft.

De klassiske blå Samsung-farver i TouchWiz og farverige ikoner er nu skiftet ud med et enkelt design med hvid baggrund og grå menuer, hvor ikoner i indstillinger og overskrifter er turkise og ikoner for apps er flade og minimalistiske. Der er med andre ord gjort alt muligt for at ramme det design i Android-styresystemet, som der eksempelvis benyttes i Google Nexus 6 fra Motorola.

Læs også: Masser af nye temaer på vej til Samsung Galaxy S6

Normalt ligger de nye temaer i en kategori for sig i temabutikken, men af uvisse årsager skal du finde dette tema i ”Themes for Man”-afsnittet. Du kommer til temabutikken ved at gå til Indstillinger » Temaer » Butik » ”Themes for Man”.

Nedenfor kan du se en hurtig gennemgang af, hvordan Samsung Galaxy S6 tager sig ud med det Material Design-lignende tema.