Googles Nexus-telefoner får eksklusiv hjemmeskærm

Kommende Nexus-smartphones og -tablets fra Google får sin helt egen Nexus-hjemmeskærm, som bringer en hel ny oversigt over dine installerede apps med sig.

Googles Nexus-telefoner får eksklusiv hjemmeskærm

For to måneder siden forlød det, at Google vil begynde at lokke forbrugerne med eksklusive funktioner og fordele i softwaren i firmaets egen Nexus-produktserie.

Nu ser vi den måske første eksklusive funktion, som kan være forbeholdt Nexus-telefoner – nemlig en ny ’launcher’ eller hjemmeskærm, som hjemmesiden Android Police har fået adgang til.

Netop hjemmeskærmen er den måske mest benyttede del af smartphones, hvor du har hurtig adgang til alle apps og genveje, og derfor er det en relativ stor ændring, at Nexus-serien får sin helt egen særlige launcher – selv om de dog til enhver tid kan skiftes ud med en hvilken som helst anden fra Play-butikken.

Læs også: Google vil lokke med eksklusive Nexus-softwarefunktioner

Ved første øjekast ser den nye hjemmeskærm ganske velkendt ud – og dog. Den lange Google-søgelinje i toppen er nemlig skrottet, og i stedet er den lavet om til en mindre knap, der gemmer sig i venstre side af skærmen – men kun på den midterste hjemmeskærm. Et klik på knappen vil åbne den normale søgelinje, hvor du kan søge efter indhold på telefonen og via Googles søgemaskine.

En anden synlig ændring er en widget, der ligger i højre side med ugedag og dato. Som hidtil kan du også swipe fingeren fra venstre mod højre for at bringe Google Nu frem. Der gemmer sig dog fortsat en stor designændring i den nye launcher.

Modsat de flere andre hjemmeskærme er der nemlig ikke et ikon i midten med adgang til app-skuffen. Adgang til alle installerede apps sker i stedet ved at swipe op fra skærmen. Her får du den velkendte oversigt over alle dine apps sorteret i alfabetisk rækkefølge med nem adgang til at søge i disse.

Debuteres i de kommende Nexus-telefoner

Den nye Nexus-launcher fra Google bliver angiveligt udgivet i forbindelse med lanceringen af de to næste Nexus-telefoner Sailfish og Marlin, der laves i samarbejde med HTC. Det er endnu uklart præcist hvornår de to telefoner bliver en realitet. De seneste oplysninger fra hjemmesiden Droid Life peger dog på en lancering først i oktober måned. Dermed får både Samsung, LG og Apple et forspring med henholdsvis Galaxy Note 7, V20 og iPhone 7.

Læs også: Google antyder hvilke Nexus-enheder der får Android N og O

Efter udgivelsen af Googles nye hjemmeskærm er det også ganske sandsynligt, at den bliver taget i brug i eksisterende Nexus-produkter som en del af opgraderingen til Android 7.0 Nougat.