Googles smarte beskedapp, Allo, er nu officiel

Med den nye app Allo tager Google nu konkurrencen op med bl.a. Apples iMessage og WhatsApp fra Facebook.

Googles smarte beskedapp, Allo, er nu officiel

Google har adskillige gange forsøgt sig med beskedapps til Android og iOS, bl.a. Hangouts og Messenger, men ingen af disse har været nogle reelle konkurrenter til de udbredte, eksisterende løsninger.

Det prøver Googles nye app Allo til gengæld, der tilbage i maj måned ved Google I/O 2016 blev afsløret, men altså først gjort tilgængelig i Play-butikken til Android-smartphones og i Apples App Store til iOS i dag.

Læs også: Allo er Googles nye og intelligente beskedapp

Allo er i bund og grund lige som mange af de eksisterende løsninger. Brugerfladen og -oplevelsen er der ikke meget nyt ved. Du har en liste over kontaktpersoner, der også benytter Allo-appen via deres telefonnummer, og et klik på disse fører dig ind til samtalerne.

Netop samtalerne er dog noget anderledes, og det er her, at Google vil forsøge at overbevise dig om, at det er værd at skifte fra WhatsApp eller iMessage. Den nye Google-tjeneste er nemlig bygget op omkring at det skal være nemmere at udtrykke sig end nogensinde, lige som der er implementeret flere smarte funktioner, der gør det hurtigere og nemmere at chatte med hjælp fra maskinlæring og kunstig intelligens.

Allo

Udtryk dig bedre

Hvis du kan lide at være kreativ i dine meddelelser til folk omkring dig, vil du få rig mulighed for dette i Allo. Du kan nemlig angive størrelsen på dine tekstbeskeder ved at swipe op eller ned fra send-knappen. Jo større tekstbeskederne er, jo mere vil det svare til at råbe i virkeligheden.

Hvis du sender billeder, kan du også sætte kreativiteten fri ved at tegne og skrive oven på disse, som det passer dig. Allo kommer også med et væld af klistermærker lige som alle andre instant messaging-apps, som supplerer de mere udbredte emojis.

Allo

Hjælpen er lige ved din side med Google Assistant

En anden stor nyhed i Allo er implementeringen af den såkaldte Google Assistant, der – som navnet indikerer – er en assistent indbygget direkte i appen.

Med Googles assistent kan du få svar på hvad som helst ved blot at skrive det, du vil have hjælp til. Som udgangspunkt bruges Google Assistant i en særskilt samtale, men kan også tilføjes i gruppesamtaler, så I er flere, der får gavn af assistensens mange muligheder.

Google Assistant er lidt som Google Nu og Siri – blot tekstbaseret. Dermed kan du få hjælp til rejser, restauranter, vejret, nyheder, sport, oversættelser eller et hvilket som helst andet spørgsmål du måtte have. I første omgang fungerer den dog kun på engelsk.

Læs også: Google lancerer nu appen Duo: Videochat gjort simpelt

Assistenten er lige nu i et preview og vil i de kommende måneder blive implementeret i flere Google-tjenester. Google Assistant fungerer som bekendt med kunstig intelligens og vil derfor blive bedre med tiden, og den kunstige intelligens gøres der også brug af andre steder i appen.

Så snart du modtager en besked, vil du nemlig få serveret en række forslag til, hvad det mest passende og oplagte svar til modtageren kunne være. Det gør det derfor endnu nemmere og hurtigere at føre samtaler med Allo.

Allo

Sikkerheden er i top

Som med andre tjenester er der i de senere år kommet fokus på sikkerheden. Derfor er samtalerne i Allo krypterede med teknologien TLS, og hvis det ikke er nok, kan du åbne et inkognitovindue lige som i Googles Chrome-browser.

Her får du ende-til-ende-krypterede samtaler, hvor beskederne også forsvinder igen efter kort tid. Notifikationer fra inkognitosamtaler vil være mere diskrete, så du kan chatte uden bekymringer.

Falder tilbage til SMS-beskeder hos iOS-kontakter

En stor fordel ved Apples iMessage-tjeneste i Beskeder-appen er, at den helt automatisk falder tilbage på SMS-standarden, hvis modtageren ikke har iMessage. Dermed skal du ikke til at overbevise venner og bekendte om, at de skal til at skifte til en ny tjeneste for at kunne kommunikere med hinanden.

Google har ladet sig inspirere lidt af denne tilgang, og så alligevel ikke. Hvis du har registreret dit telefonnummer i Allo og vil skrive til en bekendt, der endnu ikke har taget Allo i brug, vil modtageren få en speciel besked alt efter om modtageren bruger iOS eller Android.

For iOS-modtagere vil din besked blive dirigeret videre til Googles servere, som via Googles telefonnummer sender en SMS til modtageren om at du bruger Allo samt et link til appen efterfulgt af den besked, du sendte.

Android-modtagere får en særlig notifikation, som imiterer Allo-appen uden at den er installeret. Via Google Play-tjenester-baggrundsprocessen, som kører på enhver Android-telefon, kan du faktisk chatte direkte med Android-brugere via de særlige notifikationer. Målet for Google er naturligvis, at appen skal installeres i stedet. Derfor er der også en installer-knap, så Allo kan tages fuldt ud i brug.

Allo er altså på ingen måde 100 % SMS-kompatibel og kan heller ikke fungere som din standardapp til at åbne og sende almindelige SMS-beskeder. Det viser sig faktisk også, at du heller ikke kan bruge Allo på mere end én enhed ad gangen, så der må fortsat siges at være nogle punkter, hvor der er plads til forbedring i Googles nye app.