Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   GoPro Hero4 lanceret: Actioncam med 4K-power

GoPro Hero4 lanceret: Actioncam med 4K-power

På søndag vil nye hårdføre GoPros finde vej til Danmark. Nu med touchskærm eller 4K-video.

GoPro bygger videre deres selvskabte niche for action-kameraer. På søndag vil fjerde generation gøre deres indtog og byde på to eftertragtede funktioner: 4K-video eller touchdisplay.

Serien indeholder tre trin: Black og Silver Edition og HERO. De deler alle sammen det robuste ydre som har gjort serien populær hos action-folket. Black og Silver kan tage billeder i 12 megapixels, mens HERO må nøjes med fotos på 5 MP.

Black og Silver vil dele dimensioner og ekstra-udstyr med forgængeren Hero 3+, med batteriet som eneste undtagelse.

Touch-skærm eller 4K

Hero4-flagskibet bliver, som tidligere, ’Black’-edition. Den vil byde på video med 4K-opløsning ved 30 billeder/sekund. Dermed bliver de skarpe film mere brugbare end hos forgængeren, som måtte se sig begrænset til hakkende videoer med 15 billeder/sekund.

Sænkes opløsningen til 2,7K (2704x1520) vil Hero4 Black optage video i 50 billeder/sekund og sikre mere flydende action. Til slow-motion effekter kan opløsningen sænkes til Full HD ved 120 billeder/sekund, svarende til 5x slow-mo.

Lydoptagelser får også et boost i Black Edition. De nye mikrofoner kan bryste sig af at have dobbelt så høj dynamik end hos forgængeren.

Hvor Black Edition henvender sig til avancerede filmprojekter er den billigere Silver Edition derimod mere praktisk anlagt. Mest anvendeligt bliver den nye touchskærm, som Black-edition ejerne må se langt efter. Med den kan du nu se hvad du optager, og afspille det direkte på GoPro Silver.

Opsætningen bliver nemmere, da du ikke længere behøver at navigere igennem menuerne via knapperne.

Silver vil ikke byde på samme frame-rates som topmodelen. 4K vil maksimalt optages i 15 billeder/sekund, mens Full HD og HD optagelser er begrænsede til henholdsvis 60 og 120 billeder/sekund.

Sidst familiemedlem bliver HERO. Her forbigås både slow-motion funktioner og det udskiftelige kamerahus. Batteriet er derfor indbygget og videoerne begrænses til Full HD ved 30 billeder/sekund.

Nye software-funktioner og pris

Der er også nytænkning på vej til ProTune-softwaren. Den maksimale lysfølsomhed (ISO), samt farvemætning og eksponering kan nu indstilles på forhånd.

Til indendørs eller natoptagelser, er to nye modes tilgængelige: Night Lapse og Night Photo. Her kan du forlænge eksponeringstider til at sikre velbelyste videos og time-lapses når der er mørkt.

GoPro Hero4 får debut den 5. oktober, men kan bestilles allerede nu hos playground.dk.

Prisen lander på henholdsvis 3.699 kr., 2.899 kr. og 999 kr. for Black, Silver og HERO.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies