Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Gør studielivet nemmere med mobilen

Gør studielivet nemmere med mobilen

Eksamen er netop nu godt i gang, men skole- og studielivet kan gøres nemmere med mobilen. Se her hvordan.

Smartphones er ikke kun til sjov og spas – såsom spil og Facebook, den kan nemlig også anvendes som et stærkt værktøj, i forbindelse med skole- og studielivet.

Fra salgsæsken indeholder smartphones alt fra lommeregner og kamera over diktafon til trådløst internet og meget andet. Men ønsker du mere og andet, så er der rigeligt at finde i de forskellige applikationsbutikker.

Vi har også været på jagt og fundet lidt programmer, som kan hjælpe dig.

Herunder har vi samlet syv forskellige applikationer, og du er velkommen til at skrive de applikationer du kender og bruger, i kommentarfeltet herunder, så andre læsere kan få mere inspiration.

Flere applikationer kan findes..

Foruden de applikationer vi har fundet frem til, er der i både Google Play Store og Apples App Store mulighed for at finde applikationer i eksempelvis kategorien uddannelse. App Store har ligeledes en kategori, som hedder @School.

I de forskellige kategorier kan du også finde applikationer, som er mere specifikt tilpasset til fag som biologi, geografi, kemi og meget andet.

Det er faktisk næsten kun din egen fantasi, som sætter grænser for hvilke applikationer du kan finde. 

Den moderne lektiebog

I gamle dage, dengang jeg gik i skole, var det vores eget ansvar, at skrive de lektier vi havde for i lektiebogen.

I dag hjælpes eleverne på vej af intranet, hvor de og forældrene kan se lektierne, og som om det ikke var nok, kan man også downloade en applikation som lektiebog.

Det er nu muligt at holde lektier, skoleskema osv. opdateret.

Vi har blandt andet fundet applikationen myHomework, som kan downloades gratis i Google Play Store til Android-enheder.

Har du en iOS-enhed kan du downloade en lignende gratis applikation til iPhone i App Store, som hedder iHomework. Ønsker du en iPad-version koster denne 12 kroner.

Wikipedia på mobilen

Førhen sad man med store opslagsværker i flere bind, nu kan opslag klares enten på forskellige søgemaskiner, eller via en applikation.

Opslagsværket over dem alle, Wikipedia, findes selvfølgelig også i applikationsform. Du kan downloade den gratis i både Apples App Store og Google Play Store.

Wikipedia er brugerskabt indhold, og derfor er der en risiko for, at fakta ikke altid er korrekte, hvilket dog er forholdsvis sjældent.

Test dig selv inden eksamen

Eksamen står for døren, og det varer ikke længe før du skal sidde foran det grønne bord. Men der er hjælp at hente. Det er muligt ved hjælp af en applikation, at lave spørgsmålskort til dig selv ud fra pensum.

Det er en sjov måde at prøve dig selv af på. Du kan også gøre det for vennerne. Måske det ligefrem bliver sjovt at gå til eksamen nu?

Du kan downloade applikationen Flashcards Study helper i Google Play Store for omkring 23 kroner, og ellers iPhone-versionen, som hedder iFlashCards Study i Apples App Store. Den findes både i en gratis version og en betalingsversion til 24 kroner.

Ordbøger

Applikationsbutikkerne bugner ligeledes af forskellige ordbøger.

Ordbøgerne findes i forskellige udformninger og prisklasser, så her er det nemmeste du søger i den applikationsbutik, som din smartphone benytter – og leder efter det sprog og den prisklasse du har brug for.

Eksempelvis kan du få en Gyldendals Engelsk-ordbog i både mini, medium og large, hvor prisen varierer fra 18 kroner og op til 199 kroner.

Formelsamlingen

Matematik, fysik og kemi – er på mange punkter udenadslære, eller også skal man slå op hvilken formel der skal benyttes til forskellige ting.

Med applikationen Formelsamlingen til iPhone, får du en samling af matematiske, fysiske og kemiske formler, så er det nemt lige at finde ud af hvordan du regner rumfanget af en pyramide ud, eller du kan øve dig på Ohms lov.

Formelsamling er gratis i Apples App Store – vi har ikke lige kunne finde en lignende formelsamling til Android-platformen, men der findes en gratis applikation i Google Play Store, som hedder Trigonometriske Formel og byder på ting fra den matematiske verden.

Find forskellige måleenheder

Hvor mange fod går der på en meter? Hvor meget er 38 grader celsius i fahrenheit?  Disse ting har man brug for i ny og næ, men det er sjældent man egentlig kan huske det.

Det problem løser eksempelvis Units – free unit converter i App Store, og tilsvarende kan du finde Unit Converter – ConvertPad i Google Play Store – begge nævnte applikationer er gratis.

Lommeregner

Der er stort set altid en lommeregner installeret fra start på telefonen, men er denne ikke avanceret nok til dit behov, så findes der et væld af muligheder.

Alt efter hvilken telefon du har, kan der være STOR forskel på hvad den ”medfødte” lommeregner kan. Der er dog alternativer som giver langt flere muligheder eller et andet layout.

Til Android kan nævnes RealCalc Scientific Calculator, som er gratis i Google Play Store. Til iPhone findes der eksempelvis Calcbot – The Intelligent Calculator, som hentes i App Store for 12 kroner.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies