GSM fylder 20 år – stort tillykke!

GSM teknologien er nu tyve år gammel men stadigvæk kongen af mobiltelefoni.

GSM fylder 20 år – stort tillykke!

Den 1. juli 1991 var en stor dag for telekommunikations-industrien. Den dag markerer nemlig den officielle indvielse af Global System for Mobile communications – i dagligt tale GSM.

Det første opkald blev foretaget af Finlands daværende statsminister Harri Holkeri, og han valgte at ringe til Kaarina Suonio, der var viceborgmesteren i den finske by Tampere.

Det første GSM netværk var bygget af Telenokia og Siemens (i dag Nokia Siemens Networks) til det finske teleselskab Radiolinja.

Introduktionen af netværket indledte samtidig den digitale tidsalder for mobiltelefonen.

GSM gav os SIM-kort og SMS

Blandt nyskabelserne i GSM var kraftigt forbedret lydkvalitet, introduktionen af SIM-kort, hvilket forbedrede sikkerheden i mobilnetværket, lettere international roaming og tjenester såsom SMS og cell-broadcast.

I de efterfølgende år steg og steg GSM-systemets popularitet og allerede i 2001 havde 500 millioner et GSM-abonnement. I starten af 2011 havde mere end 4,4 milliarder mennesker adgang til et GSM-netværk og antallet stiger med cirka 1 million nye GSM abonnenter hver dag – det er næsten 12 nye abonnenter pr. sekund.

Alle disse GSM-abonnenter er fordelt på 838 GSM-netværk i 234 lande eller territorier.

GSM-standarden (2G) er i dag verdens mest udbredte system til mobiltelefoni selvom både 3G og 4G LTE er lanceret i mange lande.

Kilde: Nokia-Siemens pressemeddelelse