Her er forskellene på Xperia X1 og X2

Med den nye Xperia X2 har Sony Ericsson opgraderet softwaren såvel som hardwaren i forhold til forgængeren, X1.

Her er forskellene på Xperia X1 og X2

Den kommende Xperia X2 fra Sony Ericsson bliver leveret med det nye Windows Mobile 6.5 som styresystem.

Det er imidlertid ikke kun på softwaresiden, der er sket en opgradering i forhold til forgængeren, Xperia X1. Nogle af specifikationerne er således blevet opgraderet.

Kameraet

En af de helt store opgraderinger er kameraet. Hvor X1 kunne skyde med 3,2 megapixels, er der hele 8,1 megapixels at gøre godt med i X2-modellen. 3 x digital zoom er blevet til 16 x digital zoom, mens begge modeller har både autofokus og videolys.

X2 skulle dog være udstyret med en billedstabilisator, der skulle sikre billeder mod sløring ved små bevægelser på hånden.

Hukommelsen

Den interne hukommelse på 110MB er markant mindre end forgængerens 400MB. Ifølge pressemeddelelsen fra Sony Ericsson medfølger der et 4GB microSD-kort, som giver plads til diverse underholdning.

Man kan udvide hukommelsen i både X1 og X2 til 16GB via microSD.

Design og størrelse

Xperia X1 og X2 er næsten lige store (X1-modellen måler 52,6 x 110,5 x 16,7 mm, mens X2 måler 110 x 54 x 16 mm).

Vægten er også omtrent den samme. X2 er med sine 155 gram blot 3 gram lettere.

Der er til gengæld ikke sket ændringer ved skærmen. Det er stadig en 3,2″ TFT-skærm med 65.536 farver og en opløsning på 480 x 800 pixels (WVGA).

De tilgængelige farver er ligeledes uændret. X1 og X2 findes således i både sølv og i sort.

Andet

Som sagt bliver Xperia X2 leveret med Windows Mobile 6.5, mens X1 i sin tid blev lanceret med 6.1-versionen.

Derudover kan Sony Ericsson også præsentere en videreudvikling af de såkaldte ‘paneler’. Det betyder, at brugerne nu kan indstille telefonen til automatisk at skifte panelerne på et bestemt tidspunkt på dagen.

I øvrigt er X2-modellen – til forskel fra X1 – udstyret med et accelerometer.

Hvis du er interesseret i at se mere om Xperia X2, så klik her og se et par videoer om telefonen.

Hvis du vil lære mere om Windows Mobile 6.5 generelt, kan du se en 10 minutter lang video om styresystemet ved at klikke her (eksternt link).

Læs også:
“Ny topmobil: Sony Ericsson Xperia X2 er officiel”