Her er HTC Touch Diamond

Se og læs om HTCs helt store satsning i 2008. Navnet er Touch Diamond.

Her er HTC Touch Diamond

Produktet Touch Diamond fra HTC ventes, at blive præsenteret i morgen, ved et arrangement i London.

Kilder siger til Mobilsiden.dk, at Diamond ventes, at blive HTCs helt store satsning i år. Selvom der også kommer andre produkter, fokuseres alt opmærksomhed omkring Diamond.

Prisen forventes uden abonnement på omkring 4.000 kroner og den er sandsynligvis i butikkerne mellem midten af juni og slutningen af juli – det er i hvert fald de første prognoser.

Diamond kører Windows Mobile 6.1 Professionel, med en skærm på 2,8 tommer samt GPS og muligvis en bedre brugerflade end Touch Flo, som blev kendt med de foregående Touch-modeller. Det kan muligvis også være, at Touch Flo blot er opdateret.

Kameraet er 3,2 megapixels med autofokus, og der er blevet plads til FM-radio.

Internetforbindelse sker via enten Turbo 3G (op til 7,2 mbit/sec), EDGE eller trådløst netværk. Desuden er der Bluetooth 2.0.

GPS-delen er af typen "Enhanced GPS" også kendt som EGPS, som hurtigere finder din position.

På rygtebasis tales der også om 4GB intern hukommelse, der kan udvides via microSD.

Diamond fylder kun 9,9 x 5,1 x 1,07 cm, hvilket betyder den er stort set samme størrelse – men lidt tyndere, end Nokias N95 8GB.

Verdenspræsentationen sker i London tirsdag og i Danmark på fredag. Mobilsiden.dk dækker naturligvis.