Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Her kan du se Motorolas live-event klokken 15:00

Her kan du se Motorolas live-event klokken 15:00

Det vælter frem med mobilevents, og nu er turen kommet til Motorola, som står til at lancere sin helt nye Moto X-topmodel: Sådan følger du med hjemmefra.

Motorola inviterer til sin event, der livestreames i dag klokken 15:00.
Motorola inviterer til sin event, der livestreames i dag klokken 15:00.

Motorola inviterede for en uge siden til en event, hvor al fokus er lagt på den kommende Moto X og Moto G. Nu er dagen kommet, hvor Motorola står over for at skulle præsentere efterårets portefølje af spritnye produkter.

Læs også: Motorola inviterer til event i næste uge

Motorola åbner op for løjerne klokken 15:00 dansk tid i dag, og traditionen tro kan du som forbruger se med hjemmefra via en livestream. Motorola har på nuværende tidspunkt ikke delt et direkte link til en YouTube-livestream eller lignende, men derimod har producenten skrevet et Twitter-opslag, hvori der står, at du kan besøge dette link for at få mulighed for at se eventen, når det går løs.

Her ses et lækket billede af henholdsvis Moto X og Moto G.
Her ses et lækket billede af henholdsvis Moto X og Moto G.

Dette kan du forvente i eftermiddag

Hvad har Motorola så I vente? Det er der faktisk ikke den store tvivl om efterhånden, da invitationen og den nye annonceringsside giver ganske tydelige hints om det: Først og fremmest en ny Moto X-topmodel samt en ny Moto G.

Det seneste rygte fra siden HellomotoHK peger på, at Moto X bliver udstyret med 5,5” stor Full HD-skærm med en opløsning på 1.080 x 1.920 pixels, som giver en pixeltæthed på 401 pixels per tomme. Batteriet tegner nu til at blive et ordentligt et af slagsen, som rummer hele 3.600 mAh. Det er hele 1300 mAh eller 56 % større end 2. generation af Moto X.

Læs også: Billeder af Moto X afslører selfie-blitz og fingeraftrykslæser

Motorola vil også gøre en indsats i år for at blive konkurrencedygtig på kamerafronten, og derfor bliver opløsningen på det bagvendte kamera ifølge rygterne skruet helt op fra 13 til 21 megapixel. Foran bliver kameraet også forbedret gevaldigt, hvor 5 megapixel nu erstatter 2 fra sidste års Moto X.

Der har været lidt skiftende rygter om processoren – enten den omdiskuterede Snapdragon 810 med 8 kerner eller Snapdragon 808 med 6 kerner. Moto X får også hele 4 GB RAM sammen med 32 eller 64 GB intern lagerplads, der kan udvides med et eksternt microSD-kort.

Læs også: Motorola lancerer ny Moto Hint-øresnegl

Specifikationerne om Moto G er noget sikrere, da den har været lækket væsentlig flere gange end storebroren. Den får således en 5” Full HD-skærm, en 4-kernet Snapdragon 410-processor på 1,4 GHz, 8/16 GB intern lagerplads samt et 12 megapixel bagvendt kamera og 5 megapixel foran.

En Motorola Moto X Sport har også været på tale, som ifølge rygterne bliver udstyret med en skærm, der størrelsesmæssigt ligger midt imellem de to ovenstående: 5,2”. Som navnet indikerer er der formentlig tale om en mere slidstærk variant af den normale Moto X – lige som Samsung har en Active-variant af sine Galaxy S-smartphones med de samme specifikationer.

Moto Surround og Moto X Play

Den altid velinformerede og ellers pensionerede Twitter-tipster, evleaks, har skrevet et opslag på Twitter, hvori han nævner produkterne Moto Surround, Moto X Play og en Droid MAXX II til det amerikanske marked uden nogle nærmere forklaring.


Om det betyder, at du kan forvente et par ekstra produkter fra Motorola her til eftermiddag, vil vise sig om halvanden times tid.

Opdatering kl. 14:40:
Motorola har nu offentliggjort en livestream på YouTube, så du kan følge eventen derigennem. Livestreamen er indlejret herunder:

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies