Historie: Sådan var mobilnettet i gamle dage

Det første mobilnet i Danmark, NMT, lukkede den 1/3 for otte år siden. Tag med tilbage i tiden - til dengang hvor sms, data på mobilen og mp3 ikke eksisterede.

Historie: Sådan var mobilnettet i gamle dage

I dag mandag den 1. marts klokken 12, er det otte år siden, at Danmarks første mobilnet lukkede.

NMT var en nordisk udviklet standard, der blev sat i drift 1. januar 1982. Nettet blev primært brugt i Danmark såvel som Norge, Sverige og Finland. Men også lande som Holland, Polen, Tyrkiet og Slovenien tog systemet til sig.

Det var typisk læger, dyrlæger og vognmænd, der var de første, som fik mobiltelefon. Prisen kunne let runde 30.000 kroner og samtalerne kostede over fem kroner pr. minut.

Større rækkevidde

Selvom NMT i dag er outdated skal man huske på, at de nuværende GSM og 3G net langtfra har samme rækkevidde, som NMT tilbød.

F.eks. blev hele Fyn serviceret af kun én basestation, som dækkede både Middelfart, Korsør og Langeland.

Da samtalerne blev sendt analogt, betød det at man i yderområderne kunne opleve støj på linjen – men der var næsten altid hul igennem. Præcis som med en FM-radio.

Samtalekvaliteten var i mange tilfælde også bedre, fordi lyden ikke blev sendt digitalt, som giver en mere hård og kantet lyd.

Ulempen ved GSM, 3G og andre digitale sendestandarder er, at enten virker det, eller også virker det bare slet ikke.

Det første net…

Den første netudgave hed NMT-450, og i 1986 kom NMT-900 der gav mobilnettet endnu flere sendekanaler, hvilket var påkrævet på grund af stor efterspørgsel.

Tele Danmark Mobil havde en ambition om at få godt 100.000 mobilkunder, men udviklingen overgik som bekendt selv de vildeste forventninger, og NMT kom til kort. Redningen hed GSM – og senere 3G.

Da det daværende Tele Danmark Mobil trak stikket i 2002 var der stadig omkring 6.000 kunder på NMT-nettet, som dermed stod med en ubrugelig mobiltelefon.

NMT fortsatte i Grønland indtil 31. maj 2007 blandt andet på grund af de gode rækkevidde over store afstande.

Læs også:
 – Lyden i mobilen blive krystal-klar