Honor 6 Plus – nu kommer mobilen med tandemkamera

Honors nye topmobil går efter iPhone 6 Plus’ skalp, bevæbnet med skudsikker vest og dobbeltløbet kamera.

Honor 6 Plus – nu kommer mobilen med tandemkamera

Huaweis nye brand, Honor, fylder et år i dag. Mobilsiden.dk er inviteret til fødselsdagsfesten i Beijings kreative 798-distrikt, et kunstnerisk centrum hvor Honor hjemmevandt folder storlanceringen ud i en kulisse af kineserier og kinapop.

Læs også: Her er Honor 6 – nyt brand og ny mobil fra Huawei

I Europa er Honor stadigt purung, men lever allerede nu i deres første mobil, Honor 6, en enkel og stilfuld telefon. Men den er for lille til det asiatiske hjemmemarkeds smag, og Honor får derfor en storebror: Honor 6+.

Honor skamroser gerne deres nye darling med ord som mod, frygtløshed, indre rejser og Buddha-lignelser. Ifølge Honor selv er mobilerne designede til trendsættere og mønsterbrydere, til alt fra den kvindelige racerkører, den selvstøndige økolandsmand til musikeren der forlader det trygge kontorliv til fordel for rocklivets tumulter.

Huawei Honor 6 Plus

Går med skudsikker vest

Men tilbage til jorden igen, Honor 6+ er jo bare en telefon. Den arver de samme glatte for- og bagsider der kendetegnede Honor 6, men sidernes er nu opgraderet fra billigt forkromet plast til den ægte vare – aluminiumsrammen omkredser skærmen mens et lag kulfiber afstiver bagsidens glas.

Grafit-forstærkningen beskytter Honor 6 mod stød og slag, en evne som Honor selv fremviser ved at beskyde mobilen, som godt nok bukker, men penetreres ikke at kugleregnen.

At den er ’skudsikker’ er nok en god idé, for Honor skyder med skarpt mod rivalerne fra Apple og Samsung. Det er især Apples stormobil iPhone 6 Plus der er under beskydning, og der sammenlignes teknikblad, oftest til Honor 6 Plus’ fordel.

Læs også: Huawei arbejder også på et smartwatch

Skærmene måler begge 5,5” og byder på Fuld-HD opløsning, men Honor lover her, at skærmen viser dybere farver og kontrast. Samtidig er frontens fodaftryk slanket så Honor 6+ er nemmere kan klemmes i stramme jeanslommer.

Honors angreb holder sig ikke til det ydre, i maskinrummet er Honor 6+ igen ude på at imponere. Her brummer en Kirin 925 processor, en 8+1-kernet størrelse med 3GB RAM – den samme som i Mate 7. Ligesom i storebroren fra Huawei er al den regnekraft lovende, men i praksis har den dog ikke vist sig at halte en smule efter dagens topmobiler fra Android og Apple.

Honor-holdet giver dog igen på batterifronten hvor et 3600 mAh batteri tårner over det 2915 mAh store ditto i iPhone 6 Plus. Det store batteri kan også anvendes til at drive et dedikeret støjreducerende headset eller som ekstern lader til andre enheder. En indbygget bevægelsesføler holder til sidst styr på dagens skridt og kalorieforbrug.

Huawei Honor 6 Plus

Kamera, kamera

Op i venstre hjørne gemmer Honor 6 på et særligt kendetegn: her stikker to optikker ud, hvor de antyder, at Honor 6 Plus har mere end et trick oppe i sit kamera. Honor 6 ser nemlig med to øjne på hver 8 megapixel.

Løsningen minder om den HTC introducerede med deres One (M8). Her er dog to ligeværdige kameraer der arbejder i tandem. Og det giver usete muligheder for HDR billeder der sammenstykker to billeder taget i et øjeblik eller fokuseffekter som kun spejlreflekskameraer kan levere.

Læs også: Huawei Ascend mate 7: en businessmobil er født [TEST]

Kamera applikationen tillader at åbne fra f/0,95 til f/16, hvilket åbner for kreative muligheder for enten sløring af baggrunden til portrætter eller stor dybdeskarphed til landskabsbilleder, men også en stor åbning til at lukke maksimalt med lys ind i nattetimerne.

Honor 6+ tegner til at blive en skarpsynet natteravn, for de enkelte pixels er 2 mikrometer brede, hvilket gør dem to til tre gange mere lysfølsomme end i sædvanlige kameraer. Samtidig sikrer snedige processortricks at fokus kan rammes på bare en tiendedel sekund, og du kan ændre hvor fokusset skal ligge efter at billedet er taget.

Huawei Honor 6 Plus sample
Sample taget med Huawei Honor 6 Plus

Huawei med følelser indeni

Honor 6 Plus’ software og applikationer bygger videre på Emotion UI 3.0, en interface som den kinesiske gigant introducerede med Mate 7 og som fortsat bygget videre på Android 4.4 KitKat, nu krydret med 3D effekter. Brugertilpasningen er i højsædet og Huawei inkluderer nu 100GB lager i skyen til at udvide de 16 eller 32GB lager.

Lagerpladsen kan også udvides via micro-SD kort med op til 128GB, men selvsamme kortholder kan også udstyres med et ekstra 4G nano-SIM så du kan vælge mellem to netværk.

Læs også: Huawei-chef: Ingen tjener penge på Windows Phone

Huawei Honor 6 Plus kommer i hvid, pink og sort og lanceres i dag på det kinesiske hjemmemarked. Debutprisen er fastsat til skarpe 1999,- CNY for 16GB og 2499 CNY for 32GB, eller omkring 1900 og 2400 danske kroner før dansk told og afgifter.

Den danske lancering er endnu ikke fastlagt, men Huawei Danmarks marketingskoordinator, Marie Feldborg, bekræfter til mobilsiden.dk, at der arbejdes på at få Honor 6 Plus til Danmark i andet kvartal 2015.

Specifikationer Honor 6 Plus

Mål: 150,6 x 75,7 x 7,5 mm, 165 gram
Display: 5,5 tommer, Full HD, 401 PPI
Kamera: 2x8MP, 5MP frontkamera
Ydelse: HiSilicon Kirin 925 octa-core 4×1,8GHz + 4×1,3 GHz, 3 GB RAM, Mali T-628 Grafik, i3 co-processor
Lagerplads: 16732GB + 128GB micro-SD, 100GB Huawei Cloud-lager.
Batteri: 3600 mAh
Software: Android KitKat 4.4.2, Emotion UI 3.0
Netværk: 2/3/4G Cat. 6 LTE.
Øvrigt: fås i sort, pink eller hvid

Historiens videre forløb

Siden vi kørte denne nyhed er der kommer nyt i sagen. mobilsiden har holdt fast i temaet. 31/10/2014 fulgte redaktionen op med en ny vinkel på temaet Disse mobiler kommer i handlen i november – Fortsættelsen om emnet kan læses her. Se også de seneste nyheder om temaet her.