HPs iPad konkurrent er død

Med købet af Palm har HP lagt alle planer om en tavle-PC'en HP Slate på hylden, fortæller kilder.

HPs iPad konkurrent er død

Microsoft og HP annoncerede i januar deres bud på en konkurrent til Apples iPad, HP Slate.

HP Slate var udviklet af HP, men med indmad i form af Microsofts styresystem Windows 7.

Men planerne om HP Slate er nu lagt i graven, beretter webmediet TechCrunch, der har kilder i branchen.

Død og begravet

HP har for nylig opkøbt mobilproducenten Palm, og det har øjensynligt givet dødsstødet til HP Slate.

Palm har nemlig udviklet sit eget styresystem WebOS, og menes at have udviklet et bud på en tavle-PC.

Samtidig var der intern uenighed i HP omkring Slate, der havde flere problemer.

Den kunne ikke det, som man mente, den burde kunne, samtidig var den tung og klodset.