HTC er hurtigst med opdateringerne

Der er meget stor forskel på, hvor hurtigt Android-opdateringerne kommer ud til de forskellige mobiler. HTC er overlegent hurtigst til at frigive opdateringerne.

HTC er hurtigst med opdateringerne

Der er stor forskel på, hvor hurtigt producenterne er til at rulle opdateringer ud til deres Android-mobiler.

Bloggeren JR Raphael skriver for amerikanske Computerworld, og besluttede sig for at finde ud af, hvilken producent der er hurtigst til at komme med Android-opdateringerne.

Derfor tog han udgangspunkt i Android 2.2 Froyo, og tog et kig på, hvilke mobiler opdateringen hurtigst blev frigivet til. Froyo blev frigivet i juni sidste år, og brugte resten af året på at blive rullet ud til eksisterende mobiler. Faktisk venter ejere af Samsung Galaxy S i US stadig på opdateringen.

I undersøgelsen kiggede bloggeren kun på mobiler fra 2009 og 2010, der ikke er født med Froyo.

Her er et uddrag af hans konklusioner:

  • HTC tager prisen som den producent med flest opdateringer. 50 procent af HTCs mobiler var inden indgangen til 2011 opdateret til Froyo. Gennemsnits-tiden for udrulningen til HTC-mobiler var 56 dage. 
  • Andenbedst er Motorola, som dog ikke er så relevante for os danskere. 15,4 procent af deres mobiler var opdateret til Froyo inden udgangen af 2010. Motorola’s gennemsnits-tid var 54,5 dage.
  • På tredjepladsen kommer Samsung, der kun har opdateret én ud af ni mobiler til Froyo, hvilket giver et gennemsnit på 11,1 procent. Telefonen der er tale om er Samsung Intercept, der var på markedet i 159 dage inden opdateringen. Her skal man dog huske, at der er taget udgangspunkt i det amerikanske marked, da Samsung har opdateret Galaxy S til Froyo i Danmark.
  • LG, Dell og Sony Ericsson dumper fuldstændig i sammenligningen, da de endnu ikke har frigivet Froyo til nogen af deres mobiler.