HTC HD2 (Leo) er ude af buret

HOT NEWS! Så er løven ude af buret med en drage i maven. HTC Leo hedder nu officielt HTC HD2.

HTC HD2 (Leo) er ude af buret

HTC HD2 bygger videre på brugerinterfacet Touch FLO 3D, der nu er kombineret med en række brugervenlige features, som kaldes HTC Sense. Sense så vi første gang på HTC Hero.

Skærmen er 4,3 tommer (WVGA), og betjeningen sker udelukkende med fingeren. Det kan lade sig gøre, fordi hele betjeningsdelen er optimeret til fingerbrug.

Touchdelen er berøringsfølsom (capacitiv), som på iPhone og den reagerer på selv små svirp med fingeren, og giver desuden vibrationsrespons på de fleste af funktionerne.

Nu i farver

HTC har i Touch FLO 3D været kendt for konservative gråtonede ikoner. Dette ændres med HD2 (Leo). Ikonerne i bundlinien er nu i farver og generelt opleves produktet mere moderne og levende set i forhold til forgængerne.

Vejrudsigten vises nu på hele den store skærm. Når telefonen ikke bruges, kommer der skyer indover billedet og regndråber glider ned af skærmen. Vejret tilpasses automatisk efter, hvor telefonen befinder sig, således man altid har en lokal vejrudsigt på sig.

Rejses til et andet land, f.eks. New York, indstilles klokken automatisk og kalenderaftalerne tilpasses den nye tidszone.

Lynhurtigt interface

HD2 kører på Microsoft Windows Mobile 6.5 i hidtil uset hastighed. Det hænger sammen med den lynhurtige Qualcomm Snapdragon processor på 1 GHz.

Der er ingen ventetider på start af programmer og f.eks. surfing på internettet er smidigt.

Både på nettet og i mails/sms, billeder osv., er multitouch understøttet. Det vil sige, du med to fingre kan trække indholdet større eller mindre.

Det i øvrigt ret imponerende at tykkelsen på mobilen har kunne holdes nede på 11 mm.

Kan det meste

Musik, radio, billeder, fem megapixels kamera med fotolys, mail, Twitter, Facebook osv. osv. HTC HD2 kan alt, hvad der forventes af en moderne mobiltelefon.

Savner du programmer kan der hentes ting ned via Windows Marketplace som netop er åbnet.

Under hver kontaktperson samles de alle de personlige detaljer, inklusive de seneste mails, sms’er eller opkald. Kort sagt, alt kommunikation med en person er samlet ét sted. Selv personens Facebook-updates og fotos findes under ‘kontaktkortet’.

Leveres med navigation

I salgspakken medfølger 2GB SD-kort hvorpå navigationsprogrammet CoPilot Live, inklusive kort er installeret.

Der medfølger en 14-dages prøvelicens der senere kan opgraderes til en fuld version.

HD2 har indbygget GPS antenne samt digitalt kompas.

I den dyre ende

HTC HD2, tidligere kendt som Leo, koster uden abonnement 4.500 kroner.

Den kommer i butikkerne senere på denne måned.

Læs også:
HTC HD2 – de første indtryk

Specifikationer

– Størrelse: 120.5 x 67 x 11 mm
– Vægt: 157 gram
– Skærm: Capacitive 4,3″ (480×800 pixels)
– Processor: Qualcomm Snapdragon 1 GHz
– Batteri 1230 mAh
– Trådløst netværk / Bluetooth / 3G / Turbo 3G
– Kamera 5 megapixels autofokus (dual LED)
– 3.5 mm stereo jackstik til hovedtelefoner
– Lysfølger / G-Sensor / Proximity sensor
– FM Radio / musikafspiller
– Integreret GPS og kompas