HTC i store problemer – stort underskud

HTC står bag en af årets mest anmelderroste topmodel, men HTC One har ikke været nok til at redde selskabet økonomisk.

HTC i store problemer – stort underskud

Til trods for utallige gode anmeldelser af den seneste topmodel, så har HTC oplevet deres første underskud, siden selskabet blev børsnoteret i 2002 – underskuddet er på over en halv milliard kroner.

Tredje kvartal i år, fra juli til september, endte med et underskud på 2,97 milliarder taiwanske dollars, hvilket svarer til omkring 556 millioner danske kroner. Sammenlignet havde HTC i samme kvartal sidste år et overskud på 3,9 milliarder taiwanske dollars. Det skriver Business.dk.

HTC kom frem, som den lille innovative mobilproducent, men nu kæmper HTC for alvor for at blive i mobilbranchen, hvor konkurrencen netop nu er benhård.

Rygterne og spekulationerne har også været i gang, om HTC måske inden længe ville blive opkøbt af eksempelvis Huawei. Men bestyrelsesformand og medstifter Cher Wang bedyrer at selskabet ønsker at fortsætte selvstændigt.

 – ”Vi har den bedste teknologi og de bedste produkter, men skal lære at kommunikere bedre med kunderne,” lyder det fra Cher Wang til nyhedsbureauet Bloomberg.

Wang forventer, at de næste to måneder bliver HTCs største udfordring.

HTC solgte i andet kvartal i år 40.900 telefoner på det danske marked, hvilket gjorde dem til den 5. mest solgte mobilproducent.