HTC M8 – Hvad vi ved indtil videre

HTC M8 er arbejdstitlen for HTC's bud på det nye flagskib, der skal dominere markedet.

HTC M8 – Hvad vi ved indtil videre

Når man taler om HTC M8, skal man holde sig i baghovedet, at navnet kun er en arbejdstitel. Det er endnu ikke sikkert, hvad telefonen kommer til at hedde, men tilsyneladende er M8 arbejdstitlen for efterfølgeren til HTC One.

Arbejdstitlen for HTC One var M7, så det peger i retningen af, at M8 kommer til at være den næste i serien.

Læs også: Vind en HTC One

Meget tyder på, at navnet vil være HTC One+, for på den måde at undgå at kalde telefonen for HTC One 2. Det kan bare give et problem i USA, hvor navnet OnePlus allerede er registreret som et varemærke, og derfor kan HTC blive tvunget til at finde på et nyt navn.

Det vi (næsten) ved allerede

HTC M8, som den vil hedde igennem denne artikel, kommer til at komme med Android 4.4 KitKat, ligesom de andre topmodeller, der er lige på trapperne. Derudover kommer der en ny version af HTCs brugergrænseflade, nemlig Sense 6.0.

Telefonen kommer også til at ligne HTC One en hel del, både med en metalkrop og med de to karakteristiske højtalere på forsiden. Der har været rygter om en ”mere intens metalfølelse”, men hvordan det kommer til udtryk vides ikke endnu.

Læs også: Nye HTC M8 detaljer lækket

Skærmen kommer til at blive 5” med en opløsning på 1080 x 1920 pixel. Flere andre selskaber går efter en højere opløsning, men undersøgelser viser, at de fleste mennesker ikke kan se forskel på 1080p og en højere opløsning. Til gengæld giver de færre pixel et lavere energiforbrug.

M8 vil have to linser at tage billeder med, ud over kameraet på forsiden, og de to linser skulle kunne give en bedre dybde og fokus. At HTC holder fast i deres UltraPixel ligger også ret fast, men der er forskellige forlydender på både 4, som på HTC One, 6 og 8 megapixel i den nye model.

I hjertet af telefonen sidder en Snapdragon processor, der rammer 2,3 Ghz.

Læs også: Her er HTC M8 – efterfølgeren til HTC One

De ellers traditionelle knapper i bunden af telefonen kan være på vej ud til fordel for ikoner på skærmen. Muligvis kan det betyde, at der ikke er så meget spildplads i bunden af telefonens forside.

Det vi tror kommer med

HTC One Max havde en fingeraftryksscanner på bagsiden, og det åbner op for, at der også kan komme en med på HTC M8. Fingeraftryk ser ud til at være på mode hos de store selskaber, så der er en rimelig chance for, at HTC hopper med på bølgen.

Læs også: HTC M8 Mini specifikationer lækket

Den nye M8 kommer muligvis til at komme ind ad brevsprækken med kun 16 GB hukommelse, men til gengæld har HTC åbnet op for, at man selv kan sætte et SD-kort i for at få mere plads at boltre sig på.