HTC: Magic kommer hos flere operatører

Google-mobilen Magic kommer bredt ud i Danmark - og ikke kun hos 3.

HTC: Magic kommer hos flere operatører

Når HTC Magic kommer til Danmark i løbet af sommeren bliver det sat til salg hos flere operatører. Det bekræfter HTC overfor Mobilsiden.dk.

– “Jeg kan ikke sige, hvem som vi laver aftaler med – kun at produktet bliver solgt gennem flere operatører i Danmark”, siger Peter Frølund, salgs- og marketingsdirektør for HTC i Norden.

Han ønsker ikke at oplyse, om Teleselskabet 3 får en eksklusivaftale på Magic-salget i en periode, sådan som tilfældet er i Sverige.

Hvorfor 3?

– “På det svenske marked har vi følt det naturligt at lave en aftale med 3, da de fremstår innovative. Desuden har de udvist en stor interesse for at hjælpe Magic godt på vej”, forklarer Peter Frølund.

HTC mener ikke at en eksklusivaftale i en periode ødelægger forholdet til de konkurrerende teleselskaber.

– “Vi sonderer naturligvis området og markedet for at finde den mest ideelle forretningsplan. Men i dette tilfælde mener vi ikke, det er et problem”.

Afklaring på vej

3 i Danmark har overfor Mobilsiden.dk bekræftet, at de arbejder på at være først med Magic på det danske marked.

– “Vi forventer en afklaring om Magic i slutningen af denne uge”, siger pressechef Stine Green Paulsen.

HTC ønsker ikke at oplyse en præcis dato for salgsstarten.

Læs også
Google-mobilen bliver eksklusiv i Sverige
3 håber på HTC Magic-eksklusivret