HTC opdaterer Sense sammen med Android

Android 5.0 Lollipop kommer med et nyt design, og HTCs grænseflade følger med i en ny version

HTC opdaterer Sense sammen med Android

Lige nu er den nyeste grænseflade fra HTC Sense 6.0, men med indvarslingen af Androids nye Material Design kommer en ny version. Ikke overraskende vil den komme til at hedde Sense 7.0.

HTC er i gang med udviklingen af Sense 7.0, og der er dukket et par screenshots op fra en version, der er bygget over Android Lollipops Developer Preview, der kører på en HTC One M(8). Det er altså stadig under udarbejdelse, og derfor kan der komme ændringer.

Læs også: HTC One bliver opdateret til Android L inden for 90 dage

Sense 7.0 vil komme til at ligne den tidligere version, men baggrunden til softwareknapperne vil eksempelvis få en farve, der passer til den app, der ligger bagved.

Lige nu er der kun 2 screenshots af Sense 7.0, men mon ikke der vil dukke flere op, som vi når tættere på en endelig version. HTC kan rigtig gå i gang med arbejdet den 3. november, når Google udgiver den endelige udgave af Android 5.0 Lollipop.

HTC Sense 7.0