HTC Touch Pro – Diamond med fuldt tastatur

Her er HTC Touch Pro - en "super-udgave" af Touch Diamond.

HTC Touch Pro – Diamond med fuldt tastatur

Endnu før den længe ventede HTC Touch Diamond har ramt butikkerne, er en ny version præsenteret af HTC. Navnet er Touch Pro, og er principielt en Diamond med komplet QWERTY tastatur og et lidt større batteri.

 – "Vi forventer os rigtig meget af Diamond-serien og det gælder også denne Touch Pro. Selvom modellen umiddelbart henvender sig mest til business, regner vi med at også private brugere vil efterspørge Pro – specielt fordi den er væsentligt mindre end f.eks. TyTN II", siger Claus Pedersen fra HTC i Danmark til Mobilsiden.dk

Touch Pro kommer ligesom på Diamond med brugerinterfacet TouchFlo 3D.

Indhold næsten som Diamond, men bedre!

Skærmen er fortsat 2.8 tommer (VGA), der er Turbo 3G, trådløst netværk og kamera på 3.2 megapixels med autofokus og GPS.

Vægten er naturligvis forøget. Diamond vejer 110 gram, mens Touch Pro vil ligge på 165 gram. Desuden er batterikapaciteten forøget fra 900 til 1340 mAh. Begge enheder er baseret på samme chipset fra Qualcomm med en frekvens på 528 MHz.

Diamond har 4 GB indbygget hukommelse, hvilket er ændret i Pro-modellen. Her er 512 MB flash og 288 MB ram, men med mulighed for udvidelse via microSD der er kompatibel med SD 2.0.

 – "Vi regner med at Touch Pro kommer ud på den anden side af sommerferien, og naturligvis med dansk tastatur og software", slutter Claus Pedersen fra HTC.

HTC ønsker ikke at oplyse priser, men Mobilsiden.dk’s kvalificerede gæt er en startpris mellem 5 og 6000 kroner.

Specifikationer

• 102 x 51 x 18.05mm
• Vægt 165 g
• WCDMA / HSPA: 900/2100MHz. Turbo 3G 7.2 Mbps
• Windows Mobile® 6.1 Professional
• 2.8 -tommer VGA trykfølsom skærm
• Kamera 3.2MP
• Hukommelse: 512 MB flash, 288 MB RAM
• microSD™ memory card (SD 2.0)
• Tastatur: QWERTY keyboard
• Bluetooth: 2.0 med EDR
• Netværk: WiFi 802.11b/g
• GPS: GPS/AGPS
• Interface: HTC ExtUSB (11-pin mini-USB 2.0, jackstik, og TV out)
• Batteri: 1340 mAh
• Taletid: GSM: op til 8 timer
• Standbytid: GSM: op til to uger
• Chipset: Qualcomm, MSM 7201A, 528 MHz