Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   HTC U 11 dumper i populær torturtest

HTC U 11 dumper i populær torturtest

HTC's nyeste topmodel, U 11, er blevet udsat for youtuberen JerryRigEverythings torturtest, og resultatet er ikke imponerende i forhold til HTC U Ultra.

Foto: YouTube.com (JerryRigsEverything)

Ingen af de store producenters topmodeller slipper uden om en torturtest hos Zack Nelson, som står bag YouTube-kanalen JerryRigEverything, som hen over de seneste år er blevet ganske populær.

HTC’s seneste skud på stammen, U 11, er heller ingen undtagelse. Det kunne den taiwanesiske producent formentlig have håbet på, for den præsterede ikke nær så godt, som den forrige model U Ultra gjorde i selvsamme test for tre måneder siden.

Læs også: Ny fleksibel smartphone kan bøjes næsten 360 grader

Som altid består testen af at undersøge, hvordan modstandsdygtigheden er over for ridser på skærmen, bagsiden, kameralinsen og fingeraftrykslæseren, hvorefter der udføres en flammetest for at se, hvor godt skærmpanelet håndterer varme og til sidst bøjetesten for at se, hvordan byggekvaliteten er.

Rammen giver efter i bøjetest

Alle de første tests klarer HTC U 11 uden at skille sig synderligt ud fra konkurrenterne. Rammen er af solid metal og skærmpanelet er lige så ridsefast som øvrige skærme. I den sidste test, hvor Zack Nelson forsøger at bøje telefonen med sine bare næver, går det dog knap så godt.

Selv om byggekvaliteten næsten er identisk, bemærker han, at rammen i HTC U 11 giver mere efter end den gjorde med HTC U Ultra. Når han så vender telefonen om og bøjer den endnu engang, opstår problemerne. Der opstår ganske enkelt et svagt punkt i rammen, hvor der kommer en flænge, som spreder sig videre til skærmen. Super LCD5-skærmen går straks itu, hvor størstedelen af skærmens pixels holder op med at virke.

Læs også: Google Nexus 6P bøjer i to dele i to videoer

En anden stor forskel mellem HTC U Ultra og U 11 er, at HTC benytter 3D-lignende glas i den nye U 11 – også kendt som 2.5D-glas. Dette glas er stivere end det flade glaspanel, som holdes fast af en tynd plastikkant på metalrammen i U Ultra.

Dermed ender HTC U 11 på den såkaldte ’shelf of shame’ bestående af alle testede telefoner, som ikke klarede hans bøjetest. Listen over dumpede telefoner hedder nu: HTC One M9, Google Nexus 6P, Xiaomi Mi5, Nextbit Robin, Xiaomi Note 3, Honor 6X, BlackBerry KEYone og til sidst HTC U 11.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies