Huawei inviterer til lancering af ny telefon 1. september

Verdens tredjestørste producent, Huawei, inviterer til en event den 1. september forud for IFA-eventen i Berlin, hvor en ny smartphone bliver lanceret.

Huawei inviterer til lancering af ny telefon 1. september

Det er ikke andet end fire måneder siden verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, fandt sted, og nu begynder invitationerne til den næste store event allerede at blive sendt ud.

Huawei er tidligt ude med en invitation til den udenlandske presse, hvori det lyder, at producenten vil løfte sløret for en ny smartphone torsdag den 1. september 2016.

Læs også: Huawei Mate 8: Trofast gigantmobil [TEST]

Dermed tyvstarter Huawei på IFA-messen for forbrugerelektronik i Berlin, som først officielt begynder fredag den 2. september og slutter onsdag den 7. september.

Mulig lancering af Huawei Mate 9

Med hele to måneder til eventen er det endnu ikke til at vide, hvad Huawei har af nyheder. Det mest oplagte bud vil dog være en efterfølger til Huawei Mate 8, der blev lanceret i slutningen af november måned sidste år.

Det vil dermed være noget før tid i forhold til sidste år, hvis en Mate 9 allerede lanceres ved IFA-messen. Måske har Huawei dog kigget Samsung over skuldrene, som valgte at fremskynde lanceringen af Galaxy S7 og Galaxy S7 edge, og som også ventes at gøre det samme med den kommende Galaxy Note 7.

Det har været noget sparsomt med rygter om den kommende Huawei Mate 9, og de nuværende specifikationer, som den formodes at komme med, er derfor langt fra sikre. Ikke desto mindre forlyder det, at Mate 9 kommer anstigende med en HiSilicon Kirin 960-processor som opgradering af Kirin 955-processoren i Huawei P9. Derudover ventes skærmen at få samme enorme størrelse på 6”, men med opløsningen skruet op til 1.440 x 2.560 pixels.

Læs også: Huawei P9 : Kameraet gør forskellen [TEST]

På kamerafronten rygtes Mate 9’eren at få samme dual-kamera-setup som P9, men med opløsningen på begge sensorer skruet op fra 12 til 20 megapixel for en endnu bedre detaljegrad. Den større opløsning medfører dog mindre pixels, der ikke kan indtage lige så store mængder lys, så det må der formentlig opvejes for ved at sensorerne bliver fysisk større.

Hvad angår softwaren, vil den kommende Mate 9 med al sandsynlighed komme med Huaweis seneste udgave af EMUI-tilpasningen af Android i version 5.0. Den kinesiske producent har hyret en tidligere Apple-designer med henblik på at give brugerfladen på Huaweis kommende telefoner en ordentlig overhaling.

Softwaren ventes at blive klar i september måned, hvilket falder i tråd med dagens invitation forud for IFA-messen, hvor det altså måske bliver Mate 9, der får debut.

Hvis det står til en af Huaweis kinesiske chefer, Bruce Lee, er det dog ikke Mate 9, der lanceres den 1. september, men derimod en anden smartphone – muligvis sidste års Mate 8 med Force Touch, som dukkede op for nyligt.

Efterfølgende nyt i sagen

Historien døde ikke med det samme. mobilsiden har bragt sagen videre. 23/6/2016 vinklede vi sagen videre med en artikel der belyste emnet Huawei arbejder på alternativt styresystem til Android – Artiklen kan læses her. Det sidste ord er ikke sagt. Tjek seneste nyt her.